Page 762 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Kongens Tålmodighed; hin betænkte sig ikke på at udslynge
den hæsligste Beskyldning imod den retsindigste Mand,
denne, som havde en ren Samvittighed, holdt med større
Sagtmodighed, end man kunde forlange af ham, sin Vrede i
Tømme over for den, der, til Trods for, at han var ganske
uskyldig, rejste en sådan Anklage imod ham.
Imidlertid havde Okke, som under Pavestriden var bleven
afsat fra sit Bispesæde, fordi Octavian havde indsat ham,
vundet Kongens Gunst og på ny imod Kirkens Love
besteget Bispestolen i Slesvig. I sin Nidkjærhed for
Religionen lyste Eskil nu en Dag midt under Gudstjenesten
ham og hans Tilhængere i Band, og det blev Kongen i
højeste Grad opbragt over. Da Trætten imellem Kongen og
Ærkebispen således efterhånden mere og mere udartede til
Had og Fjendskab, kaldte Ærkebispen Absalon til sig på
Sjælland og kærede for ham over, at Kongen ikke blot ingen
Hensyn tog til hans Besværing, men også drev Gjæk med
den, thi han havde ingenlunde nogen ren Samvittighed med
Hensyn til de Penge, han havde mistet og kunde godt give
ham dem tilbage, i Fald han blot vilde. Og så havde han
oven i Kjøbet givet sig i strafværdigt Ledtog med Okke, der
hørte til de frafaldne, og gav ved at pleje Samkvem med
ham dem, der forstyrrede Kirkens Fred og Ro, et
skammeligt Påskud, hvorfor han da også brændte af den
største Begjærlighed efter at yppe Krig med ham; den Slags
Ting havde han tit og mange Gange vovet sig i Lag med,
sagde han, og han var ikke vant til at lystre Kongerne, men
til, at Kongerne lystrede ham. Han havde også fuldt op af
mægtige Venner, der vilde stå ham bi ved det Vovestykke.
Absalon var noget betænkelig ved rent ud at bruge grove
Ord over for sådan en Mand, så han nøjedes med lempelig at
vise ham tilrette og med lemfældige Ord bebrejde ham hans
overvættes Utålmodighed, forestillede ham, hvor overmåde
-756-