Page 761 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

nu imidlertid af Ærbødighed for Gjæsteretten for åbenlyst at
øve denne Udåd, thi de holdt det for en Skam og Skjændsel
at krænke Gjæstevenskabets Love ved at overfalde ham i
selve Huset. De fulgte derfor efter ham ind i Holsten, og der
plyndrede de ham for alt det Guld og Gods, han førte med
sig. Da han kom hjem med den Besked, bad Eskil Kongen
om at skaffe ham sine Penge tilbage, idet han mente, at når
han satte sin kongelige Myndighed ind derpå, måtte
Røverne kunne tvinges til at give deres Bytte tilbage, og han
indskrænkede sig ikke til at bede, men tilbød også en
Overenskomst, idet han lovede, når Kongen hjalp ham til
Pengene igjen, at give ham en Del af dem som Løn for hans
Umage, og jo trægere han mærkede Kongen var til at føje
ham, des ivrigere trængte han ind på ham for at få ham til at
hjælpe sig. Til sidst blev Kongen kjed af hans idelige
Overhæng og lovede at gjøre, hvad han kunde, skjønt han
nødig gik til det, thi både var det uvist, hvem Røveren var,
og det syntes også at måtte blive vanskeligt at finde
Pengene; han mente, at det vilde have været lettere at
komme på Spor efter dem, hvis det havde været Stormænd
og ikke Almuesfolk, der havde røvet dem. Så bød han da
Ærkebispen følge med sig til Slesvig, Her sad han en Gang
og skjemtede med sine gode Mænd, og det gik da blandt
andet også ud over den Pralhans, der havde drukket af
Guldbægeret og som Følge deraf sat det til. Nu var der nogle
af de tilstedeværende, som tog Kongens Ord i en vrang
Mening og troede, at han lønlig havde skoset Ærkebispen,
og som Følge af deres Klaffer brød Eskil sit Venskab med
Kongen, ja han gik endog så vidt i sin vanvittige Hidsighed,
at han sagde, at han nok troede, at Kongen havde fået de
Penge, han havde mistet, og at han var Medvider i det
Røveri, der var blevet øvet imod ham, og ved at udslynge
sådanne falske Beskyldninger imod Kongen åbenbarede
han, hvilke vanvittige Tanker han bar på. Jeg ved ikke, hvad
man mest skal undre sig over, Ærkebispens Forrykthed eller
-755-