uværdigt det var at rejse så skammelig en Beskyldning imod
Kongens Redelighed, godtgjorde ved at give gode Grunde
hans Uskyldighed, at han var fuldstændig hævet over så
nedrig en Mistanke. Hvad det angik, at Kongen havde taget
sig af Okke, så var det ikke, fordi han bar Nag til Kirken,
men fordi der var Strid imellem ham og Ærkebispen. Han
lod ham også vide, at dersom han indlod sig på at fejde mod
Kongen, vilde han få alle dem til Fjender, som han håbede at
få Hjælp af, thi når Lykken går en imod, er Folk sjælden
synderlig standhaftige i deres Venskab. Han bad ham derfor
om hellere at benytte ham som Mellemmand og lade ham
prøve på, om han ikke ved at mægle dem imellem kunde få
Striden bilagt, så den Fare blev afvendt. Eskil ænsede
imidlertid ikke dette gode Råd, men plagede ham med
Spørgsmål, om han vilde yde ham nogen Hjælp i den Sag;
det var ikke Råd om, hvad han skulde gjøre, han forlangte af
ham, men Bistand i den Fejde, han havde for; han vilde slet
ikke rådføre sig med ham, men blot bede ham om Hjælp.
Absalon betænkte nu på den ene Side, hvad han skyldte
Ærkebiskoppens høje Stilling, og på den anden Side, hvad
han skyldte sin Kjærlighed til Kongen, og svarede: "Da det i
Kraft af den Ed, jeg i sin Tid har svoret dig, er min
Skyldighed at være dig tro, vil jeg hellere tale Sandhed og
lægge dig din Tåbelighed på Sinde end snakke dig efter
Munden, for at det ikke, når det, du har for, falder ud til din
Ulykke, skal se ud, som om jeg har gjækket dig med tomme
Løfter. Den Ed, jeg har svoret dig, forpligter mig ingenlunde
i den Grad, at jeg for dens Skyld skulde sætte Kjærligheden
til min elskede Herre til Side og indlade mig på at sætte mig
op imod ham, som jeg ikke blot er knyttet til ved Troskabs,
men også ved Venskabs Bånd. Det var også en langt lettere
Sag at sætte sig op imod Kongerne, den Gang de stredes om
Herredømmet, men det er tåbeligt at ville fare frem med
Vold og Magt imod Valdemar, som råder for Riget uden
Medbejlere; slog vi os sammen om at angribe ham med
-757-