Page 794 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Kongen imidlertid var draget bort, begyndte Kazimars Folk
som ikke kunde fordrage at holde Samkvem med fremmede,
men alligevel ikke åbenlyst turde angribe dem, at plage
Rygboerne med at røve og stjæle fra dem, så de kom i stor
Armod og ligefrem led Hungersnød og måtte fortrække fra
Byen. Sørøveriet så' de også igjennem Fingre med og brød
også på flere andre Måder den sluttede Overenskomst.
Senere begyndte Rygboerne, efter at Henrik havde skaffet
dem deres Gisler tilbage, åbenbar Fejde mod Danskerne, og
Kongen, som fandt, at hans Ven viste sig lige så troløs, som
Fjenderne viste sig upålidelige, gjorde da om Foråret et Tog
til Egnen om Arkona og hærjede dèr med Ild og Sværd.
Derfra begav han sig til en Havnestad, som Indbyggerne
kaldte Por. Det var hans Hensigt ikke at indlade sig i Slag
med alle Rygboerne på én Gang, thi han holdt det for
rådeligst at angribe dem snart hist og snart her. Han bød
derfor Absalon om Natten at sejle i Forvejen til Sudar. For
strax at følge efter ham havde han pålagt Skibsvagterne at
give nøje Agt på, hvornår han lettede, men de foretrak at
sove sødelig frem for at gjøre, hvad der var blevet dem
pålagt, så da Absalon var sejlet, fulgte Kongen ikke efter, og
Absalon og hans Mænd hærjede ikke blot Sudar, men også
Markerne og Landsbyerne i Omegnen med Ild og Sværd.
To af hans Ryttere, som havde tvistet om, hvem af dem der
var den tapreste, blev nu i deres Kappestrid lige ivrige efter
at udføre tapre Bedrifter, og da de så', at Fjenderne efter at
være bleven dreven ned til en Sø tog Flugten over den i
Både, blev de så opsatte på at forfølge dem, at de ikke
ænsede nogen Fare, og for at den ene ikke skulde komme
den anden i Forkjøbet, sporede de begge uden at agte på, at
de satte Livet på Spil, deres Heste og drev dem ud på Dybet,
-788-