både bange og glade. Da de omsider blev angrebne af sex
Ryttere, holdt de også med urokkelig Sjælsstyrke Stand
imod dem, som om de med deres store Tapperhed vilde
spotte Fjenderne for deres Fejghed. Absalon var nu ikke sen
til at sende disse tapre og pålidelige Mænd Undsætning, han
skikkede dem lige så mange af sine Ryttere til Hjælp, som
han så' der var Fjender imod dem. Venderne sendte også
deres Folk Forstærkning, så der blev stadig flere og flere. Da
Styrken nu således øgedes på begge Sider, så det så' ud, som
om Rytterne flokkedes for at holde Ridderspil, kunde
Sjællandsfarerne tilsidst ikke længer finde sig i at se på
Fjendens Uforskammethed, men satte sluttet Trop med hele
deres Styrke ind på dem og slog dem på Flugt. Vadestederne
hindrede dem imidlertid i at forfølge dem ret langt, så der
omkom flere Heste end Folk. Da de vendte tilbage til deres
Skibe, mødte de deres Skibsfolk fuldt rustede og med
vajende Bannere; de havde tilfældigvis fået at vide, hvad der
var på Færde, og kom nu for at bringe deres Stalbrødre
Undsætning. De må sandelig siges at have Lod og Del med
Absalon i denne Sejr, eftersom de af egen Drift kom for
tappert at kæmpe sammen med deres Stalbrødre.
Da Skibsvagterne omsider, skjønt det nu var bagefter, havde
kaldt på Kongen, søgte han at indhente det forsømte ved at
lade sine Folk trække på Årerne af alle Livsens Kræfter,
men da han fik Øje på Sjællandsfarerne og vilde lægge til
Land for at plyndre, lod Absalon ham vide, at der var intet
Bytte mere for ham at få. Han glædede sig da højlig over, at
så lille en Skare ved egne Kræfter havde fuldbragt det hele
lige så rask, som om han selv havde været med. Efter at han
derpå havde hærjet andre Dele af Øen med Ild og Sværd,
begav han sig på Hjemvejen.
-790-