hvor deres tunge Rustninger, som de helt havde glemt, trak
dem til Bunds, så de druknede. Således straffede det våde
Element disse Mænd, som var mere opsatte på at indlægge
sig Ære end på at bjærge Livet, og beredte dem, der selv
styrtede sig i Undergang, både Død og Grav.
Da Absalon nu havde skjændt og brændt vidt og bredt der på
Egnen og vilde vende tilbage til sine Skibe med det store og
rige Bytte, han havde gjort, så' han, at en stor Skare Fjender
satte efter ham. For at lokke dem hen på Steder, hvor de
skulde have ondt ved at komme frem, og hvor han derfor
kunde gjøre det af med dem, lod han, som om han blev
bange for dem, og gik over to ret ufarbare Vadesteder. Da
Venderne uhindret var kommen over det første, blev de
betænkelige ved at gå over det andet af Frygt for ikke at
kunne slippe tilbage og gjorde derfor Holdt. I det samme
hændte det, at to sjællandske Krigsmænd, som kom gående
med en Mængde Bytte i en stor Bylt, tog fejl af Vejen og
næsten kom lige ind i Vendernes Hær. Da to af de vendiske
Ryttere satte efter dem, besluttede de, skjønt de uhindret
kunde være gået over Vadestedet, hellere at tage en Dyst op
med Fjenderne end at vende tilbage til deres Stalbrødre, for
at de ikke skulde få Ord for at have trukket sig tilbage af
Fejghed, thi de holdt det for uhæderligt, at Fjenderne, som
jo ikke var flere end de, skulde overgå dem i Tapperhed. De
gjorde derfor Holdt, og for bedre at kunne røre sig kastede
de Bylten fra sig og trak så deres Sværd. Lykken stod dem
da også således bi i deres Standhaftighed og Tapperhed, at
de kom uskadte derfra, thi ingen af de to Ryttere turde gå
imod dem, og så tog de Bylten op igjen og gik videre. Da
Venderne nu atter sendte fire Ryttere ud for at gjøre det af
med dem, drev de med samme Åndsnærværelse dem tilbage,
hvilket vakte såvel Fjendernes som deres Landsmænds
Beundring og gjorde hine i høj Grad skamfulde og disse
-789-