Page 799 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

gjennem Moserne så hurtig hans Ben kunde bære ham. Eskil
fulgte lige i hans Spor i det bløde Dynd og blev hverken
hindret af dette eller af sin tunge Rustning, men løb ganske
let, til han omsider indhentede ham og gjorde Barbaren et
Hoved kortere, og da han igjen havde fast Grund at stå på,
var det ikke til at se, at han havde haft Fødderne i Dynd,
hvilket må vække from Beundring og ikke tilskrives hans
Fodraphed, men en guddommelig Nåde, snarere et
himmelsk Under end menneskelig Tapperhed. Derefter
afbrændte Krigsfolkene alle Vegne Landsbyerne og
skjændte og brændte hele Landet over lige til Gore Klint, og
da Rygboerne nu skjønnede, at deres Håb om at få
Undsætning fra Sachserne ikke gik i Opfyldelse, indfandt de
sig ved Strelø, tilkjøbte sig Fred af Kongen for en Sum
Penge og stillede fire Gidsler.
Da Valdemar var kommen hjem, besluttede Stormændene i
Betragtning af de Farer, der truede Danmark, og de
vanskelige Tider, der var for Hånden, at overdrage Knud
Valdemarssøn Kongenavnet, ikke blot som den, der skulde
være sin Faders Efterfølger på Tronen, men også for at han
allerede nu kunde dele hans Værdighed med ham, på det at
Landets Ædlinge kunde holde sig til ham som den, der
havde kongelig Myndighed, i Fald Lykken vendte sig og
Kong Valdemar faldt fra. Kongen glædede sig over deres
Visdom og Hengivenhed og billigede deres Beslutning, idet
han holdt for, at det ikke vilde gjøre noget Skår i hans Ære,
men tværtimod øge hans Anseelse, at han delte
Kongeværdigheden med sin Søn, og han lod derfor
Stormændene hylde Knud som Konge på Tinge. Medens nu
alle Krigsfolkene enstemmig gjorde dette, holdt Buris sig så
at sige helt tilbage og stemte ikke, hvad enten det nu kom af,
at han lønlig tragtede efter Kronen, eller af, at han ikke holdt
af dette ny Påfund. Da han mærkede, at Kongen som Følge
-793-