Page 798 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Fjenden gik dem så hårdt på Livet inden for disse.
Derpå sejlede hele Flåden til Jasmund. Absalon plejede
altid, eftersom han udmærkede sig ikke blot ved Tapperhed,
men også ved den største Kyndighed i alt, hvad der hører til
Krigsvæsenet, at anføre Fortroppen, når Hæren rykkede
frem, Bagtroppen derimod, når den gik tilbage, og de
raskeste danske Ungersvende, der var ivrige efter at vinde
Bytte eller Ære, sluttede sig til ham, medens Kongen med
Hærens Hovedstyrke plejede at rykke langsomt og sindig
frem i sluttet Orden. Da Absalon nu var kommen igjennem
en stor Del af Egnen, uden at der havde budt sig nogen
Lejlighed til Kamp, lod han omsider sin Rytterskare sprede
sig for at plyndre og beholdt kun nogle få Folk tilbage som
Følge. Kort efter fik han Bud om, at en Del af hans Folk var
bleven omringede og ikke vilde kunne slippe bort, med
mindre de fik Undsætning. Han tøvede da ikke med at
komme dem til Hjælp, til han kunde få Krigsfolkene kaldt
tilbage, men uden at lade sig afholde af, at han kun havde få
Folk hos sig, ilede han, fuld af Mod, til Stedet, hvor de
holdtes indsluttede, idet han lod sin Bannerfører udfolde
Banneret som Tegn til, at nu gjaldt det om at skynde sig, og
at Rytterne skulde opgive at søge Bytte, men samle sig og
støde til ham. Så tillidsfuld var han, at han holdt det for
tjenligere at komme hurtig af Sted end at bie på sine
Stalbrødre. Da Sjællandsfarerne, som var bleven
indespærrede i en Snævring, hvor det var vanskelig, at
komme frem, så', at der kom Undsætning, fattede de Mod og
begyndte, for at det ikke skulde hedde sig, at de kun ved
andres Tapperhed kunde redde sig ud af Faren, at angribe
dem, der holdt dem omringede. Da Venderne som Følge
heraf gav sig på Flugt over Marker og Moser, traf det sig, at
en tapper og højbåren Ridder ved Navn Eskil iført sin tunge
Rustning til Fods forfulgte en uvæbnet Vender, der flygtede
-792-