Page 839 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Tilbedelse. Intet ventede han sig dog så megen Glæde af,
som i levende Live at se Tegnene på sin kongelige
Værdighed overdragne til sin Søn. Skibene, som lå i
Nærheden, kaldte han nu tilbage og bød dem drage ud på
Langfart, for at de snarest muligt kunde give sig i Kast med
Sørøverne i de fjærneste Egne af Østersøen, thi de skulde
være tilbage inden St. Hansdag for at kunne være med ved
Højtidelighederne. Da de sejlede bort, lagde han derhos
Folkene på Sinde, at de ikke måtte gå for hidsig på imod
disse Sørøvere, thi de plejede mere at udmærke sig ved
Snedighed end ved Tapperhed og havde for Skik, når der
kom en fjendtlig Flåde, at trække deres Skibe op på Land og
så på Skrømt over Hals og Hoved tage Flugten og søge
Skjul og give Fjenderne Lejlighed til frit at forfølge dem;
men når de så' dem skynde sig med at ro til Land, og at
deres Skibe havde lagt til på forskjellige Steder, kom de
strax styrtende frem fra deres Skjulesteder, stak Armene ind
imellem Tofterne og trak Skibene på Grund, overdængede
Mandskabet med en Hagl af Sten og Kastespyd og gjorde
Skibene lække ved at bore en Mængde Huller i dem. Derfor
skulde de ikke være for ivrige til at forfølge dem, selv om de
så' dem tage Flugten, thi der var lige så megen Grund til at
være bange for dem, når de flygtede, som når de angreb. Når
de derfor så' dem vende Ryg og fly, skulde de ikke have alt
for meget Hastværk med at sætte efter dem, men hellere i
god Orden lægge ind til Land og ganske rolig stille sig i
Slagorden. Når de gjorde det, vilde det være dem en let Sag
at vinde Sejr, thi de var våbenløse og næsten nøgne og
plejede, når de gik i Kamp, mere at stole på deres Snildhed
end på deres Krigsudrustning.
Efter at have modtaget disse Formaninger styrede de nu
ivrig ad Øland til, men skjønt der på den Tid var Uvenskab
mellem Danskerne og Svenskerne, mente de dog, at de
-833-