Page 829 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Ved disse Forestillinger fik han Høvdingerne til at
godkjende sin og Absalons Mening, og Kongen blev også
ved dem så bestyrket i sit Forsæt, at han vendte det døve
Øre til over for Krigsfolkenes Knurren. Absalon lod dem gå
hen og gjøre sig til gode og røgtede nu det Hverv at tage
imod Gislerne, som dels bestod af Børn, dels af Forældre,
der fik Lov til at gå i Børnenes Sted til næste Dag.
Da han i Begyndelsen af den næste Nat lå og sov, var der en
Vender, som med høje Råb kaldte på Gotskalk, som Absalon
brugte som Tolk over for Venderne, og bad, om han måtte
tale med ham. Gotskalk vågnede derved og råbte ud til ham,
hvad han vilde, hvorpå han forlangte at få Absalon i Tale, og
da han havde fået Lov til at komme nærmere og var trådt
frem for Absalon, som var gået ud af sit Telt, tiltalte han
ham ved Hjælp af Tolken og begyndte indtrængende at bede
ham om Lov til at bringe Karenzboerne Bud om, hvorledes
det var gået Folkene i Arkona, og opfordre dem til på
lignende Vilkår at forebygge deres Ødelæggelse, for at de
ikke skulde forsømme at opnå Skånsel for dem og deres By,
så skulde han bringe Besked tilbage fra dem den næste Dag,
sagde han. Han fortalte derhos, at han hed Granze og hans
Fader Littog, at han havde hjemme i Karenz og slet ikke var
Borger i Arkona, men at han var fremmed dèr og ikke var
kommen dertil med sin gode Vilje, men sendt did sammen
med andre Hjælpetropper. For at han ikke skulde tro, det var
Løgn, viste han ham et Sår, han havde på Armen, og at han
ikke kunde være sine Bysbørn til nogen Hjælp, eftersom han
ikke kunde bruge den. Absalon, som skjønnede, at en Mand,
der var så hårdt såret, ikke kunde være Fjenderne til
synderlig Hjælp, og at det ikke havde stort at sige, om han
rådede dem til at slås eller til at overgive sig, henviste hans
Andragende til Kongens Afgjørelse, lod strax Valdemar
-823-