Page 836 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

straffede af dem for deres Løsagtighed; når Mændene der i
Byen var sammen med Kvindfolk, gik det dem nemlig tit
som Hundene, at de ikke kunde komme fra hinanden igjen,
og så fandt man dem stundom hængt op tværs over en Stang
til Spot og Spe for andre Folk. Formedelst dette hæslige
Jertegn, som i Virkeligheden skyldtes Djævelens Kunster,
tilbad de disse usle Billedstøtter og troede, at det skyldtes
deres Magt. For yderligere at vise, hvor foragtelige disse
Billedstøtter var, stod Biskop Svend op på dem, da
Karenzboerne slæbte dem ud, hvorved han ikke blot gjorde
dem tungere, men også øgede Forsmædelsen, ikke blot gav
Folkene mere at slæbe på, men også mere at skamme sig
over, da de så' deres fædrene Afguder trådt under Fødder af
en fremmed Præst. Medens Svend foretog sig dette,
indviede Absalon tre Kirkegårde på Karenzboernes Bymark
og vendte først ved Aften tilbage til Karenz. Da
Billedstøtterne var opbrændte, begav han sig af Sted
sammen med Jarimar og nåede langt ud på Natten ud til
Flåden, hvor han nødte ham til at spise Nadver sammen med
sig. Absalon havde nu tre Nætter i Træk ingen Søvn fået, og
al den Vågen havde taget således på hans Øjne, at han
næsten ikke kunde se.
Dagen efter mødte Klerkene og Stormændenes
Huskapelaner i fuldt præsteligt Skrud og døbte Landsens
Folk, ligesom de også på adskillige Steder opførte Kirker og
således rejste Gudshuse i Steden for de Rønner,
Afgudsdyrkelsen havde haft hjemme i. Samme Dag blev
også de Gisler, der endnu manglede, modtagne. Samtidig
krævede Pommerinkernes Høvdinger Hjemlov og efter at
have været Kongens Venner skiltes de fra ham i Fjendskab,
thi de havde troet, at Tetislav skulde afsættes og de selv
have Herredømmet over Rygen til Løn for deres
Krigstjeneste. Dette gav senere Anledning til langvarig Krig
-830-