Page 830 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

vække og forelagde ham Sagen. Kongen bød ham gjøre,
hvad han selv fandt for godt, og han svarede da Venderen, at
Kongen tilstod ham, hvad han bad om, med Undtagelse af
de tre Dages Våbenstilstand, han havde forlangt, thi han tog
sig vel i Agt for at give Fjenderne så lang Frist til at befæste
Byen, men for at han ikke skulde være helt uden Frist,
tilstod han ham hele næste Dag og lod ham vide, at hvis han
ikke til den fastsatte Tid indfandt sig på Strandbredden næst
ved Karenz med alle de rygiske Høvdinger, var al yderligere
Forhandling afbrudt.
Dagen efter bød Kongen Esbern og Sune at omstyrte
Gudebilledet, Qg da det ikke lod sig gjøre uden Sværd og
Øxer, lagde de, efter at Tjeldingerne, der hang i Templet, var
revne ned, de Folk, der skulde gjøre dette Arbejde,
omhyggelig på Sinde, at de skulde tage sig i Agt, når den
tunge Støtte faldt, at det ikke, når de knustes under dens
Vægt, skulde hedde sig, at det var en Straf, den vrede Gud
havde ladet komme over dem. Imidlertid havde der samlet
sig en umådelig Mængde af Byens Folk omkring Templet, i
Håb om, at Svantevit i sin Harme og Guddomsmagt vilde
straffe dem, der tilføjede ham sådan Overlast. Da
Billedstøtten var bleven hugget over ved Fødderne, faldt den
over imod den nærmeste Væg; Sune bød da, for at få den
bort, sine Folk rive Væggen ned, men lagde dem på Sinde,
at de ikke i deres Iver efter at få den væltet måtte glemme
den Fare, de løb, og uforsigtig udsætte sig for, at
Billedstøtten i sit Fald knuste dem. Den styrtede til Jorden
med et Brag. Templet var helt rundt tjeldet med Purpur, der
vel så' strålende ud, men var blevet så råddent af at hænge så
længe, at det ikke kunde tåle, at man rørte ved det. Der hang
også sjældne Vilddyrhorn, som ikke var mindre
mærkværdige ved deres naturlige Beskaffenhed end ved den
Ærbødighed, der vistes dem. En Uvætte sås i et sort Dyrs
-824-