Page 834 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Denne By var navnkundig ved tre højt ansete Templer, der
var udstyrede med stor Kunst og Pragt. Den Anseelse, deres
særlige Guder nød, havde gjort dem til Gjenstand for næsten
lige så stor Ærefrygt, som der vistes Landets fælles Gud i
Arkona. I Fredstid stod Byen ellers tom, men nu var den helt
opfyldt af Folk, der havde bygget sig Huse, der var tre
Stokværk høje, således at det nederste bar det midterste og
øverste. De lå så tæt op ad hinanden, at der ikke var en bar
Plet Jord, hvor en Sten kunde falde, i Fald Byen var bleven
beskudt med Blider. Alle Husene var som Følge af den
Urenlighed, der herskede, så fulde af Stank, at den plagede
Legemerne lige så meget, som Frygt plagede Sjælene, så
Danskerne skjønnede grant, at Karenzboerne ikke vilde
kunne have udholdt en Belejring. De undrede sig da heller
ikke længer over, at de så hurtig overgav sig, da de tydelig
så', hvilken Vånde de var stedte i.
Det største af Templerne havde sit allerhelligste inde i
Midten, og både det og selve Templet havde Tjeldinger i
Steden for Vægge; Loftet hvilede kun på Søjler. Absalons
Folk behøvede derfor blot først at rive Tjeldingerne om
Forhallen ned og kunde så give sig i Lag med dem om det
allerhelligste. Da de var blevne tagne bort, viste der sig en
Billedstøtte af Egetræ, forestillende en Gud, som de kaldte
Rygievit, og som i alle Måder frembød et hæsligt og
latterligt Skue. Under dens Ansigt havde Svalerne nemlig
bygget Reder og havde i Mængde kastet deres Skarn på dens
Bryst. Ja, den Gud fortjente rigtignok, at hans Billede så
hæsligt tilsmudsedes af Fugle! Den havde syv
Menneskeansigter, som samledes under én Isse; Kunstneren
havde givet den syv virkelige Sværd, der hang i Skeder i ét
Bælte, et ottende holdt den draget i højre Hånd; det var gjort
så fast med en Jærnnagle, at det ikke var til at få ud, uden at
Hånden blev hugget af, hvilket da også skete. Den var af
-828-