Page 870 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

rygiske Skibe; de kom tilfældigvis til et Sted, i Nærheden af
hvilket Bramsernes Flåde havde samlet sig for at begive sig
ud på Sørøvertog. Rygboerne, som ikke vidste dette, gik, så
snart Dagen brød frem, i Land for at støde til Danskerne og
kæmpe sammen med dem og efterlod kun nogle få Folk til
Beskyttelse af Skibene. Da Bramserne fik Øje på disse, blev
de, der skulde passe på dem, strax forskrækkede og tog
Flugten, hvorpå Fjenderne plyndrede dem, og de lod sig
ikke engang nøje med det Bytte, de gjorde på dem, men
førte de to Skibe, der tyktes dem bedst byggede, bort med
sig. Da de, som vogtede Sjællandsfarernes Flåde, hindrede
dem i at føre dem længere bort, borede de dem i Sænk. Der
fandtes i hele denne Landsdel kun én By, som Byfolkene
kalder Oldenborg. Danskerne fandt den helt forladt, thi
Byfolkene turde ikke indlade sig på at forsvare sig i den,
fordi Murene var for svage, og da de således mistvivlede om
at kunne holde sig i den, havde de med Koner og Børn over
Hals og Hoved begivet sig ud til en Kirke, der lå uden for
den, idet de mente, at de var sikrere under Religionens
Beskyttelse end ved at gribe til Våben for at forsvare sig, og
at de kunde være trygge for Fare i et sådant Fredens Tempel.
Der var da heller ingen af Danskerne, som dristede sig til at
lægge Hånd på deres Gods for ikke af Lyst til Bytte at gjøre
sig skyldig i Helligbrøde, skjønt det jo ingen Synd vilde
have været at tage uretfærdigt Gods, selv om det skete i en
Kirke, thi Religionens Myndighed burde ikke have tjent
dens Foragtere til Hjælp og Beskyttelse. Medens Absalon
allerede var i fuld Færd med at kæmpe, forsømte Eskil ikke
sin vante Andagt, men passede først og fremmest sin
Gudstjeneste. Så stor Foragt nærede han ellers for
Fjenderne, at han færdedes i Hæren i sin Præstekjole uden
Brynje.
Imidlertid havde en Mand ved Navn Urne og Markvard,
-864-