Page 874 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Derpå sejlede Kongen til Rygen og besluttede at angribe
Landet omkring Pene. På Vejen did kom Hæren til en stor
Mose, som det var overmåde vanskeligt at komme over; på
Overfladen var den bedækket med tynd Græstørv med
Grønsvær, men den bar så dårlig, at man for det meste strax
sank i til Halsen, når man trådte på den, thi helt ned til
Bunden var den fuld af Dynd og Skarn. Der var imidlertid
ingen anden Vej. For at gjøre det lettere og blive mindre
trætte afførte Rytterne sig da deres Rustninger og lagde dem
på Hestene, som de så ledede ved Hånden. Når Hestene sank
ned i Dyndet, støttede de dem og holdt dem oppe, og når de
selv sank i, medens de ledede dem, greb de fat i deres
Manker og holdt sig oppe ved Hjælp af dem. Der var også
en Mængde Bække, som løb igjennem Moser på forskjellige
Steder, dem kom de over ved Hjælp af Risfletninger. Nogle
af Rytterne gav et herligt Exempel på ædel Tænkemåde, idet
de, medens de trak Hestene efter sig, selv bar deres
Rustninger og ikke nænnede at lægge dem fra sig i
Fortrøstning til, at de nok kunde klare sig uden det, hvilket
så meget mere fortjener at berømmes, som det er sjældent.
Det hændte imidlertid også undertiden, at Hestene, når de
var faldne i et eller andet Hul, i deres Iver efter at komme op
igjen, trådte med deres Hove på dem, der trak dem. Kongen
selv kastede alle Klæderne med Undtagelse af Undertøjet og
kom med Nød og næppe over det bløde Dynd, støttende sig
på to Krigeres Skuldre. Sjældent har noget Foretagende
kostet Danskerne mere Sved end dette. Fjenderne blev
umådelig forbavsede over, at det var lykkedes dem at
komme over denne Mose, og de holdt det ikke for rådeligt at
sætte sig til Modværge imod dem, de så' havde overvundet
selve Naturen. Efter at have fået Bugt med denne store
Vanskelighed rykkede Hæren så modig frem, som om den
havde slået Fjenden på Flugt.
-868-