som Hertug Adolf på sit Dødsleje havde betroet sin Søn til
Opfostring, samlet en stor Hær af Vender og Sachsere og
talte overmåde hånligt om Danskerne. Det traf sig just så, at
Danskerne mødige af at ride havde lagt sig på Jorden for at
trække Vejret lidt, og Eskil sagde netop, at han som Følge af
sin høje Alder var i den Grad mør og mat, at han ikke
engang vilde kunne stige til Hest, uden at nogen hjalp ham,
men da så Fjenderne i det samme viste sig, kom han så
hurtig i Sadlen, at ingen ung Mand kunde gjøre det raskere,
så ingen skulde tro, at hans Legemsstyrke i nogen Måde var
svækket. I den Grad kan Tapperhed bringe Alderdommen til
at lystre. Han, som havde kæret over sin høje Alder,
forherligede den nu med Bedrifter, der var Ungdommen
værdige, og det viste sig, at det ikke var andet end
Tapperhed, der således bragte ham til at lægge Dølgsmål på
sin Tapperhed før. Samtidig havde en lille Hob af
Danskerne, lokket af Lysten til at gjøre Bytte, skilt sig fra de
øvrige, og da de nu mente, at Fjenden var for mandsstærk
til, at de turde angribe ham, og på den anden Side anså det
for en Skam at tage Flugten, stod de vaklende imellem Frygt
og Undseelse og ventede på, at de andre skulde komme dem
til Undsætning. Imellem dem og Resten af den danske Hær
lå der en Sump, hvorigjennem der løb en Flod, som kun
havde ét Vadested. Da Mærkesmanden betænkte sig, red
Absalon først over og viste de andre, hvorledes de let kunde
komme over den Vanskelighed. Fjenderne mærkede intet
hertil og kunde ikke se de danske Ryttere komme, fordi et
højt Bjærg skjulte dem, så at de begik den Uforsigtighed at
bie ganske trygt. Da de af Danskerne, som først havde skilt
sig fra de andre, nu så' deres Stalbrødre så nær, efter at de
næsten havde opgivet Håbet om Undsætning, styrtede de
hidsig løs på Fjenden, for at det ikke skulde hedde sig, at de
af Frygt tøvede med at begynde Slaget, til andre kunde
vinde det for dem. Venderne ænsede dem ikke, så få, som de
var, men da de så' den store Styrke, som nu kom op fra
-865-