Page 873 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

med Mandskab fra en eneste Ø. Da de fremdeles spurgte
ham, om de uden Fare kunde give sig i Kast med Kongen
selv, svarede han, at det kunde ikke engang Hertug Henrik
uden Fare indlade sig på. Ved denne Tale blev de alle
betænkelige og bange for Danskernes Tapperhed, og han
sagde da, at han havde fundet på et Råd, der var forbundet
med mindre Fare. Når hele den danske Hærstyrke var ude på
Togt, sagde han, skulde man gjøre Indfald i Slesvig, så vilde
man kunne tilføje Danskerne større Skade hjemme hos dem
selv, end de kunde påføre andre udenlands. Da Bernhard af
Ratzeburg hørte det, sagde han, at han ikke vilde fejde på
den Landsdel, som han selv havde til Len af Kongen, og
selv om Kongen fejdede uden for Riget, var Slesvig for
øvrigt ingenlunde i den Grad blottet for Forsvarere, at en
Fjende kunde drage ind ad dets Porte, når han vilde, thi der
var sat tresindstyve Tusind Danskere til at bevogte dem. Da
Henrik, som i Hertug Henriks Fraværelse var indsat som
hans Stedfortræder i Landets Styrelse, hørte det, sagde han,
at det var letsindigt af dem at lave sig til at føre Krig med
Danskerne, som alene af brændende Kjærlighed til Freden
og deres Fædreland havde påført nogle uforskammede
Trælle og vederstyggelige Røvere Krig, mere for at afværge
end for at påføre Skade. Da det anses for Synd at gjøre
uskyldige Mennesker Fortræd, var de værdige til Helvede, i
Fald de formastede sig til at besmitte deres Hænder med et
så retsindigt Folks Blod. Ved disse Forestillinger opnåede
han, at det blev vedtaget at opgive det påtænkte Krigstog,
idet alle mente, at man burde lade en så utilbørlig Fejde fare.
Da Guncelin, som ved sine Krigsbedrifter i høj Grad havde
vundet Hertug Henriks Fortrolighed, så', at hans Stalbrødre
forkastede hans Mening, anså han det for nødvendigt at
slutte Fred med Danskerne og forlangte til den Ende at få
Sune i Tale, og denne påtog sig også at mægle, og han
opnåede da også en Våbenstilstand, til Hertug Henrik kom
tilbage fra Bayern.
-867-