Page 872 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Lavningerne og steg op på Bjærget, vendte de strax Ryg og
blev uden Anstrængelse splittede af dem, som de i deres
Overmod havde udæsket med hånlige Ord. Således plejer
det altid at gå, at Hovmod står for Fald. De af Danskerne,
som indhentede nogle af de flygtende, nøjedes med at støde
dem af Hestene med Dupskoene på deres Lanser, thi for den
fælles Religions Skyld kunde de ikke få sig til at
gjennembore dem med Lansespidserne, for at ikke den
Skade, de voldte deres egne Sjæle ved at dræbe dem, skulde
blive større end den Ære, de indlagde sig derved. Jeg skulde
næsten tro, at Venderne betragtede den Tort, de således
tilføjede dem, som en Velgjerning. Efter at have gjort stort
Bytte blev Danskerne i Land, indtil Rygboernes Skibe, som
Bramserne havde beskadiget, var blevne satte i Stand igjen.
Imidlertid opholdt Hertug Henrik sig i Bayern, og alle de
sachsiske Høvdinger rykkede frem med en stor Hær
opfyldte af Begjærlighed efter at føre Krig med Danskerne,
som de mente det vilde være dem en let Sag at få Bugt med.
Da de var på Vej imod dem, mødte de nogle Flygtninger fra
det sidste Slag, og af dem fik de da at vide, at Danskerne
ikke havde for Skik at gå i Slag i Bondekofter eller med
dårlige Rustninger, men at de var prægtig og godt rustede,
og at de var så overbærende imod kristne Mennesker, at de
hellere gav dem tørre Hug end Sværdslag, når de flyede for
dem, thi da de kunde have afskåret og fanget hele deres
Hær, havde de nøjedes med at tage deres Heste og ladet dem
slippe med Livet; men den, som skaffede dem Sejr, var ene
og alene den sjællandske Biskop. Dette undrede
Høvdingerne meget. En af dem ved Navn Guncelin, som
ved sin Dygtighed i Krigsvæsenet havde vundet Hertug
Henriks Fortrolighed, svarede, da de andre spurgte ham,
hvad han mente om Tingene, at det var bedst de mødte
Absalon til Søs, thi det kunde vel ikke være så svært at slås
-866-