Page 875 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Efter at være komne igjennem nogle store Skove så'
Danskerne en By for sig, der var omgiven af en Sø, som var
så dyb, at Skibe kunde sejle i den. Byen var mere beskyttet
af det Værn, Søen ydede, end befæstet med Kunst og havde
kun en Vold ud til den Side, hvor en Bro forbandt den med
Fastlandet. For at hindre Overgangen lod Otmar,
Høvidsmanden i Byen, da Hæren nærmede sig, denne Bro
bryde af helt nede ved Vandet, således at kun Pælene blev
stående. Dem benyttede Danskerne som Grundlag ved
Anlæggelsen af en ny Bro, som de lagde af Risgjærder, de
hentede i en Gård i Nærheden, og fik således efterhånden
lagt Vej over Søen. Således gav Kongen sig da i Færd med
at belejre denne By, som han håbede let at kunne indtage, da
den ingen Mure havde, og medens Absalon med største
Delen af Rytterne var ude på Plyndringstog, samlede han
med største Flid sammen alt, hvad der kunde være tjenligt til
at bygge Broen færdig med. Byboerne blev bange for, at det
skulde lykkes ham at få det Arbejde fra Hånden, og de gav
sig da til alle Vegne fra at samle Bjælker sammen og bygge
et Trætårn for at holde Fjenden Stangen fra det som fra en
Fæstning, og i Tillid til dette Værn, som de besatte med
Slyngekastere, begyndte de med Stenkast at angribe
Danskerne, som var mere opsatte på at få Arbejdet fremmet
end på at skjærme sig, og som måtte nøjes med at afskyde
deres Pile imod dem, eftersom de ikke kunde komme dem
på nærmere Hold. Otmar, som også blev meget forskrækket
over den Fremgang, Arbejdet på Broen havde, satte i en Båd
over Søen og begjærede at få Kongen i Tale og bad om Fred,
mer eller mindre ivrig, alt efter som det gik med
Belejringen. Nu sløjede Krigsfolkene imidlertid af med
Arbejdet, thi hvis Belejringen skulde hæves, havde de jo
ikke nødig at slå Bro, sagde de til sig selv. Der var imidlertid
strømmet en sådan Mængde væbnede Krigere ud på den, at
der ikke engang var Plads til at komme frem med, hvad der
skulde bruges til Arbejdet; så opsatte var alle på at få Byen
-869-