Page 876 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

erobret, at de ligefrem gik hinanden i Vejen ved Arbejdet.
Risgjærderne kunde kun komme hen, hvor de skulde ligge,
ved at Krigsfolkene løftede dem over deres Hoveder, hvilket
for så vidt gjorde sin Nytte, som Risgjærderne, der således
blev bårne over Hovederne på dem, ikke blot kom til at
gjøre Tjeneste ved Broanlægget, men også skjærmede deres
Legemer; på samme Måde blev de sårede ført tilbage. Da
Krigsfolkene imidlertid var mere opsatte på at få Arbejdet
fra Hånden end på at gjøre det grundigt, blev Broen ikke så
fast og pålidelig, som den burde være. De var allerede
næsten nået ind til Øen med den, da Fjenderne, som ikke
blot stolede på deres Styrke, men også på deres Snedighed,
fandt på en ny Måde at angribe dem på. De langede nemlig
fra Tårnet ned efter de danske Krigsfolk med skarpe Kroge,
der var anbragte på Lanseskafter, så de greb fat i deres
Skjolde, som de så trak fra dem midt under Kampen. De, der
ikke vilde slippe dem, trak de ud Over Broen, så de faldt i
Vandet. Var der ikke snart blevet rådet Bod på den Ulykke,
vilde næsten alle de danske Ungersvende have mistet deres
Skjolde og være bukket under; der var imidlertid en af dem,
som ved Hjælp af en Trækrog bemægtigede sig den
Jærnkrog, der havde grebet fat i hans Skjold, og med den
greb han så bagefter fat i Fjendernes andre Jærnkroge og
berøvede dem således den Hjælp, disse havde ydet dem.
Da det lakkede ad Aften, blev Kongen bange for, hvad der
kunde ske i den tilstundende Nat, og vidste ikke, hvad han
skulde gjøre, thi han frygtede for, at det vilde blive for sent
til at indtage Byen, og at der skulde blive stukket Ild på
Broen, og i den Vånde begyndte han da at låne Øre til
Otmars Bønner, for at han ikke skulde blive nødt til som en
overvunden med Spot og Skam at ophæve Belejringen.
Denne hans ugrundede Håbløshed fik Absalon imidlertid
Bugt med ved sin beundringsværdige Snildhed, da han nu
-870-