vendte tilbage med rigt Bytte. Han forbød nemlig Kongen
under Trusler uden hans Vidende at opfylde Otmars Ønske
og tog derpå Tolken til Side og pålagde ham at fremstille alt,
hvad Otmar foreslog, helt anderledes, end det i
Virkeligheden var, og da det var besørget, begav han sig i
fuld Rustning ned på Broen og opfordrede Krigsfolkene,
som troede, at han kom for at afbryde Kampen, til at
fortsætte Angrebet af alle Kræfter, hvorhos han lovede dem,
at Byen skulde blive overgivet dem til Plyndring, hvis de
sejrede. Det Løfte syntes Krigsfolkene godt om, og da
Broen var færdig, banede de sig ikke alene Vej over til Øen,
men stormede også Tårnet, som de klavrede op i ad
Stormstiger, og alle, som de stødte på, jog de på Flugt, og
enhver, der satte sig til Modværge, blev strax hugget ned. En
dansk Ridder ved Navn Herbert syntes, at Broen var for
smal og Trængselen på den for stor, til at han kunde komme
rask nok af Sted, og for at skyde Gjenvej over til Fjenderne
sprang han fuldt rustet, som han var, i Vandet og nåede ved
sin utrolige Færdighed i Svømning did over, hvor han
syntes, det tog for lang Tid at nå hen til Fods. Da de andre
nu vilde skynde sig efter ham, blev der en sådan Stimmel på
den skrøbelige Bro, at den brast, og blandt andre faldt også
Absalon i Vandet. Han var imidlertid så dygtig en Svømmer,
at han ikke blot slap op af Vandet til Trods for sin tunge
Rustning, men også reddede andre, som ikke var så drevne i
Kunsten, fra den truende Livsfare. Da Venderne ikke havde
Skibe, de kunde flygte bort på, gik de om Bord i store
Bryggerkar, som løb rundt med dem, og de blev fangne af
deres Forfølgere. Deres Landsmænd ynkede dem i høj Grad
for den usædvanlige Sejlads, de havde givet sig ud på, og i
lige så høj Grad spottede Danskerne dem for den, så Spot og
Skade fulgtes ad. Da Byen var indtagen, blev Mændene
hugne ned og Kvinderne gjort til Fanger. Der var også
nogle, som rådede Kongen til at beholde Otmar som Fange.
men han sendte ham bort uden Overlast for ikke at forringe
-871-