priste ikke blot hans Tapperhed, men også hans Lykke.
På den Tid blev den Tvedragt i Kirken, der som Følge af
Tyskernes hårdnakkede Fremturen i deres Vildfarelse med
Kejser Frederiks Samtykke havde hersket i så mange År,
omsider bilagt, idet den retmæssige Pave Alexander fik
Overhånd og atter knyttede det søndrede Endrægtighedens
Bånd i Kirken. Samtidig vendte Kongens og Lundeboernes
samt Absalons Sendemænd hjem fra Rom med et glædeligt
Budskab til Fædrelandet. Skjønt de nemlig syntes at have så
indbyrdes stridige Ting at andrage om, tog Paven Sagen så
snildt, at begge Parter glædede sig over at have fået deres
Ønske opfyldt. Absalon fik nemlig Befaling til at overtage
Ærkesædet i Lund, men samtidig Tilladelse til at beholde
Bispestolen i Roskilde. Begge Stifter blev således underlagt
hans Magt og Myndighed, det ene efter Pavens Befaling, det
andet med hans Tilladelse, en Nådesbevisning fra
Pavehoffet, som man aldrig har set eller hørt Mage til før,
lige så lidt som at Bispekåben er bleven hængt på en Mand,
som vægrede sig ved at tage imod den, og at Tegnene på den
ærkebiskoppelige Værdighed, som med Nød og næppe
tildeles dem, der attrår dem, med Magt pånødes en Mand
imod hans Vilje. Der skulde sandelig værdige Skuldre til at
bære så anselig en Byrde! Da den pavelige Legat Galandus
kom hertil, stævnede han Lundekannikerne til Roskilde, og
dér oplæste han i Absalons Nærværelse Brevet, som ikke
blot pålagde ham at tage imod Valget men også truede ham
med Bandlysning, i Fald han fastholdt sin Vægring, hvorved
han nødte ham til at føje dem, der havde valgt ham, og til
højtidelig at tage imod deres Troskabsed. Senere iklædte han
ham i Domkirken i Lund det ærkebiskoppelige Skrud, som
han havde bragt med, og Dagen efter var han Vidne til, at
Orm, der var bleven valgt til Biskop i Ribe, blev indviet til
sit hellige Embede. Efter således ærlig og redelig at have
-909-
1...,905,906,907,908,909,910,911,912,913,914 916,917,918,919,920,921,922,923,924,925,...976