Page 905 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Embede, eller om det skete som Følge af nogen Tvang fra
Kongens Side. Eskil strakte da Hænderne ud imod Alteret
og svor ved de Relikvier, der lå der, at det hverken var Had
til Kongen eller nogen Overlast, denne havde tilføjet ham,
men udelukkende Ulyst til længer at sidde inde med en
forgængelig Ære og Lyst til at vinde uforgængelig Ære, der
havde bragt ham til at fatte denne Beslutning. Dette Svar
blev Kongen glad ved, thi det var hans Ønske ved en
sandfærdig Erklæring fra Ærkebiskoppen at fri sig fra al
Mistanke og Bagtalelse. Derpå spurgte han, om han nogen
Sinde havde undladt at straffe dem med kongelig
Strænghed, som Ærkebiskoppen først på sit Embedes Vegne
havde lyst i Band, og da Eskil hertil svarede, at det havde
han aldrig undladt, sagde Kongen, at dermed havde han
lettet en tung Sten fra hans Hjærte, thi han havde været
bange for, at Ærkebiskoppens pludselige Tilbagetræden
vilde vække hemmelig Mistanke imod ham hos mange.
Derpå blev Brevet fra Paven læst op, thi med mindre denne
gav sit Minde dertil, sagde Kongen, havde han ikke Ret til at
nedlægge sit Embede. I det stod der, at Paven hidtil havde
vægret sig ved at tilstå den Lunde Ærkebiskop Begjæring
om Afsked fra sit Embede, fordi han vidste, at han var så
overmåde dygtig til at forestå det, men nu havde han endelig
givet efter for hans stadige Bønner og tilstået ham det på
Grund af hans høje Alder og stadige Svagelighed. Kongen
erklærede da, at Pavens Bud måtte han bøje sig for, og Eskil
rejste sig da og nedlagde Stav og Ring som de vigtigste
Tegn på sin ærkebiskoppelige Værdighed på Alteret og
vidnede, at nu havde han fratrådt sit Embede, hvorover de
omstående blev så bedrøvede, at Kirken gjenlød af Suk og
Gråd. Da Kongen nu opfordrede Eskil, som jo var nøje
kjendt med Rigets Gejstlighed, til at udpege sin Eftermand,
roste Eskil ham for hans Iver i så Henseende og fremtog et
andet Brev fra Paven, hvori det pålagdes ham som pavelig
Leget at vælge den ny Ærkebiskop. Efter at det var blevet
-899-