Page 920 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Forvejen og bringe Kongen Bud om de herlige Bedrifter, de
havde øvet, thi han vidste jo, at han ventede i Spænding, og
vilde ikke, at han skulde blive forskrækket, når han så hurtig
og uventet vendte tilbage. Esbern blev imidlertid opholdt af
Modvind ud for Hiddensø og fik ikke gunstig Vind, førend
Absalon havde modtaget Gislerne og lettede Anker. For at
komme forud for ham sejlede han så hurtig, han på nogen
Måde kunde. Da Kongen, som just var på Jagt, så' ham
komme sejlende, alt hvad Årerne kunde trække, forud for
Flåden, undrede han sig såre og troede, at den var bleven
slået på Flugt. Da han havde fået at vide af Esbern,
hvorledes det forholdt sig, forvandledes hans ugrundede
Bekymring til overvættes Glæde, og han sagde, at Krig var
nyttigere end Fred. Han gjorde også i sin Glæde Gjæstebud
for ham, og ved det gik det overmåde lystigt til. Dagen efter
gav han Flåden Hjemlov efter ikke blot at have prist
Mandskabet i høje Toner, men også vist det den Ære at stede
det til Kys.
Siden, medens Kongen opholdt sig i Jylland, faldt Knud og
Karl med en mere hidsig end udsøgt Skare Folk ind i
Halland for at hævne sig på deres Fædreland for den
Landflygtighed, de selv havde pådraget sig ved deres
forbryderske Færd. De havde ventet, at Hallænderne vilde
tage imod dem med åbne Arme, men de drev dem tilbage,
og de vilde da hellere lade Livet end fly og stillede sig i
Slagorden ved den Skov, der danner Grænseskjellet imellem
Halland og Gøtland. Lykken var dem imod, og de måtte
bøde hårdt, fordi de bar Avindskjold imod deres Fædreland.
Knud fik nemlig en Mængde Sår, faldt i Hænderne på
Bønderne og blev sat i det samme Fængsel, hvor Magnus
sad, så han kom til at dele Straf med den, hvis Forbrydelse
han havde været medskyldig i. Karl blev dødelig såret og
nåede kun et lidet Stykke bort, før han udåndede sin stærke
-914-