Page 922 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Erstatning for, hvad han havde røvet, vilde han kunne gjøre
sig Håb om Sejr, hvis ikke, var det letsindigt af ham at
indlade sig på Krig; gjorde de det i Fællesskab, så længe
Gud var ham gram, vilde de begge blive besejrede af
Fjenden, thi der var ingen Tvivl om, at enhver, der dristede
sig til hårdnakket at sætte sig op imod Guds Almagt, vilde få
at føle, at hans egen Magt kun var svag og skrøbelig. Han
turde derfor ikke yde ham nogen Krigshjælp, med mindre
han først sonede den Helligbrøde, han havde begået, og
derved afværgede den Fare, der truede ham, thi han satte
Gudsfrygt over Venskab. Hertil svarede Henrik, at han
ganske vist havde aftvunget Bisperne en hel Del Gods under
Navn af Len, men vilde han frivillig give det fra sig igjen,
vilde han blive stedt i den yderste Fattigdom; han satte
heller ikke så stor Pris på de kronragede Skaldepander, at
han godvillig vilde skille sig ved sin Velstand og agte deres
Vrede mere end sin egen Ære. Han bad ham imidlertid om at
fortie, at han havde afslået hans Anmodning, for at det ikke
skulde rygtes blandt Folk, at han havde nægtet at hjælpe
ham. Da Kongen var draget bort, lod Henrik over for sine
Krigsfolk, som om han havde lovet ham Bistand, thi det var
ham om at gjøre ved dette Håb at styrke deres Mod, ellers
var han bange for, at de skulde gå over til Kejseren.
Da Danskerne var på Vejen hjem, skete der et vidunderligt
Jertegn, som man aldrig før havde set Mage til. Der stimlede
nemlig i Løbet af én Nat en uendelig Mængde Mus sammen
langvejs fra fra hele Landet, og ynkelig pibende sprang de af
sig selv i Slien og druknede. Om Morgenen så' man Ligene
af dem, som Vinden havde kastet op på Land, ligge spredte
over hele Strandbredden, og det er ikke let at sige, om dette
mest var til Forbavselse eller til Nytte for Landsens Folk.
Samme Nat blev Absalons Klæder, medens han lå og sov,
gnavede itu af nogle Spidsmus, hvilket var et sikkert
-916-