Page 924 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

voldsomme Ord over den Uret, den led, og da Thord
begyndte at holde en Tale til den, nødte den ham ved stadig
Piben og truende Tilråb til at holde op. Også de andre af
Kongens Tilhængere, der vilde have Ordet, nægtede den det,
kun Absalon fandt den sig i at høre på i nogenlunde Ro. Da
han imidlertid mærkede, at den ufornuftige Mængde blev
ved med Råben og Skjælden og ikke tålmodig hørte på hans
forstandige Formaninger, anså han det for hensigtsmæssigt
at dele den og bød, at den skulde fordele sig i tre
Herredsting, hvorhos han lovede at råde Bod på al Uret, der
var øvet af Stormændene. Thord satte han hårdt i Rette,
fordi han med løgnagtig Tale havde lokket ham over til et
Oprør, som der næppe var nogen Mulighed for at dæmpe,
men Thord svarede, at den ophidsede Almues Vildskab
hidrørte fra Drukkenskab, og til Bevis herfor anførte han, at
nogle sad og snorkede på Tinge; man burde derfor ikke
holde Ting med dem i Byen, men ude på Landet, for at disse
fordrukne Mennesker ikke skulde få nogen Lejlighed til at
drikke sig fulde.
Absalon holdt nu først Ting med Sydskåningerne. Han bød
ved denne Lejlighed den kongelige Herredshøvding Peder
Evarssøn tage Sæde ved Siden af sig, thi Mængden overøste
ham med Beskyldninger, som mere skrev sig fra Avind, end
de i Virkeligheden havde noget at støtte sig på; ved således
at hædre sin gode Ven ved at give ham Plads ved sin Side
sørgede han for, at der ingen Overlast tilføjedes ham. Dagen
efter gik med at komme til Bunds i de forelagte Kæremål,
og med den største Retfærdighed afsagde han sin Kjendelse
over alle de fremførte Klager, og efter at han havde dømt i
Sagerne efter Lands Lov og Ret, kunde Almuen ikke andet
end være fornøjet og takke ham derfor.
-918-