Page 918 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

derfra, vilde der dog altid vindes nogen Hæder derved, og
gik det galt, blev Skammen ikke så stor. De var strax rede til
at gjøre, som han bød, og efter at der var stødt så stor en
rygisk Flåde til dem, som der i Hast kunde skaffes til Veje,
sejlede de ufortøvet til Ostrusna og anfaldt Fjenden med lige
så stor Dristighed som Hurtighed. Deres Angreb skete med
så stor Hemmelighed og kom så uventet, at de overrumplede
de fleste af de intet anende Vender i deres Huse og vilde
have hærjet hele Egnen uden at møde nogen Modstand, hvis
ikke nogle Klodrianer havde stukket Ild på og derved røbet
dem. Det hændte ved denne Lejlighed, at Jarimar, da to
Vendere søgte at slippe bort i en Båd, dræbte den ene af dem
med en Pil; den anden vilde hævne sin Stalbroder, men da
han så', at det var Rygboernes Fyrste, han havde for sig,
kastede han skamfuld Pilen fra sig og flyede; så stor
Ærefiygt nærer dette Folk for Mænd, der er højt på Strå.
Imidlertid løb Flåden op ad Peene; Danskerne tog de Heste,
de traf på Engene, og sejlede op til Volgast. Efter at have
brudt Broen af og bortryddet alt, hvad der hindrede
Sejladsen, kastede de Anker lige uden for Byens Mure,
medens Byfolkene var ved at lave deres Blider i Stand, som
endnu ikke var i Orden. Danskerne foretrak imidlertid at
sejle videre frem for at indlade sig på en kjedsommelig
Belejring og førte Krigen så spredt og uberegneligt, at de
stadig gjækkede Fjenderne, så de aldrig vidste, hvor de helst
skulde belave sig på at forsvare sig, de undgik nemlig de
Steder, hvor de kunde vente at ville møde Venderne, og
angreb dem, der var blottede for Forsvarere, og når disse
kom til, trak de sig med Flid tilbage og angreb andre Steder,
der var uden Værn. Og for at der ingen Standsning skulde
blive i deres Foretagender, lod de Fodfolkene ro om Natten
og sove om Dagen, medens Rytterne sov om Natten og
fejdede om Dagen. Da Bugislav og Kazimar skjønnede, at
den Måde at angribe på var der ikke noget at stille op imod
med Våbenmagt, at deres Land blev lagt øde, og at de ikke
-912-