Page 913 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

og det blev fordelt imellem hele Hæren, men det indbragte
alligevel Absalon mere Misundelse end Ære blandt hans
Folk, thi de sagde, at Sjællandsfarerne alene havde
bemægtiget sig, hvad de alle burde have været lige gode om
at tage. Da han var kommen ud af Mosen, var der nogle
kådmundede Skibsfolk, som for Spøg sagde, at deres
Vejviser havde fortjent Døden, fordi han havde ladt, som om
han ikke vidste Besked, da han skulde vise dem Vej, og
vilde have narret dem, der fulgte ham i Tillid til hans Løfte,
ved at give det Udseende af, at han var faret vild. Denne
Skjemt tog han for Alvor og troede, at han skulde hænges,
og han lod derfor, som om han vilde tage noget Vand i
Mosen for at to sig, og sprang på Hovedet over Bord, idet
han hellere selv vilde søge Døden end bie på den. En Stund
vidste de ikke, om han var druknet eller var svømmet uskadt
bort under Vandet, men omsider kom han, som det plejer at
ske, op igjen, og så havde han omhyggelig samlet Rebet,
han havde om Halsen, sammen i Hænderne, for at de ikke
skulde trække ham op ved Hjælp af det. Da de så' ham gå til
Bunds igjen, var de ligesom før i Tvivl om, hvorvidt han var
druknet eller ej, men omsider fandt de hans Lig, og så var
der jo ingen Tvivl længer. Den danske Hær gjorde dèr en
sådan Mængde Kvæghjorder til Bytte, at de hver Dag måtte
lade dem drive på Græs af Hyrder. Egnen var overalt ganske
øde, så der var ingen Fare ved at lade dem gå ude, og Ilden
havde i den Grad hærjet den, at Svalerne, da de skulde
udruge deres Unger, i Mangel af Tagene, som de var vante
til at bo under, lånte Hus hos Fjenden og byggede Reder på
Skibene både i For- og Bagstavnen.
Derpå vilde Kongen have en Samtale med Henrik, som
længe havde været optagen af at belejre Demmin. Efter at
have afbrændt Gutzkow, som ingen forsvarede, begav han
sig derfor over Land på Vej til ham, men en overordentlig
-907-