Page 910 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Øjnene den grædende Olding, så det var som en Ligfærd, og
de skulde jo heller ikke se ham mere.
Derefter sendte Kongen og Kapitlet i Lund Sendemænd til
Rom for at få Absalon tvungen til at tage imod Valget. De
begav sig først til Clairveaux, hvor de traf Eskil, som gav
dem Brev med til Støtte for deres Andragende, thi han stod
på den Tid i ikke ringe Gunst ved Pavehoffet. Absalon og
Kapitlet i Roskilde undlod imidlertid heller ikke at sende
Bud til Rom for at nedlægge kraftig Indsigelse imod det
Valg, Lundeboerne gjorde sig Umage for at få stadfæstet.
Medens Stormændene fejrede Påskefesten i Roskilde og
allerbedst var i Lag med at gjøre sig til gode ved Gildet,
blev det meldt Kongen af Thord Høvidsmanden i Lund, at et
Bud fra Magnus ved Navn Thormer nylig var vendt tilbage
fra Gøtland og havde haft sådant Hastværk med at komme
igjennem Skåne, at det ikke havde været muligt at fange
ham, så for at få fat i ham blev det nødvendigt at lægge sig
på Lur efter ham ved Store Bælt, hvortil han uden Tvivl
hurtigst muligt vilde begive sig. Da Magnus blev spurgt ud
angående dette, søgte han at dække sig ved Benægtelse,
skjønt Kongen lovede ham, at der ingen Fortræd skulde
blive gjort ham, i Fald han bekjendte. Han påstod med den
største Frækhed, at det var Løgn, hvad man beskyldte ham
for, og sagde, at hvis der kom noget af den Slags for Dagens
Lys, vilde han selv bede om, at der måtte blive nægtet ham
Tilgivelse. Kongen troede ikke på hans Benægtelser og
sendte nogle Drabanter til en overordentlig pålidelig Mand
af gejstlig Stand ved Navn Adolf, som boede ved Bæltet,
med Pålæg om at passe på en Mand af sådan
Legemsbygning og i sådan Dragt, som Magnus' Sendebud
var kjendelig på. Thormer blev således greben, og da han
-904-