Page 907 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

overdrage Embedet, hvorpå alle råbte på Absalon, og så
enstemmigt var dette Råb, at der ikke var én, som var af en
anden Mening eller blot betænkte sig. Og de nøjedes ikke
med at råbe, men for at det kunde blive vitterligt, at ingen
stemte imod eller var i Tvivl, greb de fat i ham og søgte med
Magt at trække ham hen til Ærkebispestolen, som de
allerede havde tilkjendt ham ved deres Stemmer. Først lagde
nemlig Eskil Hånd på ham, og det gav de andre Mod til at
gjøre ligeså. Klerkerne begyndte nu også, som Sæd er, at
synge og istemmede som yderligere Vidnesbyrd om det
højtidelige Valgs Enstemmighed en smuk Hymne, og
Almuen, som hoppede og sprang af Glæde, vilde nu ikke
lade Klerkerne være ene om at synge deres fromme
Lovsang, men istemte også en gudelig Sang, thi den kunde
ikke bare sig for at synge med, så godt den kunde, og holdt
det for en Skam at tie, medens Klerkerne sang, i den Grad
var hele den tilstedeværende Mængde stemt for, at han
skulde vælges. Han strittede imidlertid af alle Kræfter imod
Mængden, der trak i ham, og han tog så kraftige Tag, at
adskillige faldt næsegrus i Gulvet derved. De flåede
Klæderne af ham, og der blev sådant et Slagsmål og Bulder,
at man ikke kunde høre Sangen. Da Absalon omsider med
Vold og Magt var bleven slæbt hen til Ærkebispesædet af
den fromme Almue, vilde han ikke sætte sig i det, for at det
ikke på nogen Måde skulde få Udseende af, at han havde
givet efter for dem, der vilde tvinge ham. Så bad da først
Eskil og derefter Valdemar ham om at tage imod den
Værdighed, Himlen selv bød ham, for ikke at krænke den
Kirkes Værdighed, de var i, ved at vise den en Ringeagt,
man aldrig havde set eller hørt Mage til, men så snart han
kunde komme til Orde, henskjød han sin Sag under Paven
og greb altså til det kraftigste Middel, han kunde værge sig
med, just som de troede, han var ved at give efter for deres
Bønner, medens en anden med begge Hænder vilde have
grebet en sådan Værdighed, når den blev ham tilbudt, og
-901-