Page 906 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

oplæst, sagde han, at den Myndighed, som Paven således i
sin Nåde havde tilstået ham, overdrog han til dem, som
plejede at have Ret til at foretage Valget, thi han vilde
hellere give Afkald på sin egen Ret end krænke andres, og
det skulde ikke hedde sig, at han sveg Kirken, hvis
Myndighed og Anseelse han stadig havde våget over, for
den Frihed, den var vant til. Da Biskopperne og Klerkerne
nu indstændig opfordrede ham til at sige sin Mening, og
Kongen ligeledes støttede deres Opfordring i Almuens
Navn, på hvis Vegne han sagde, at han talte, sagde han, at
det var ham umuligt herved både at tækkes Gud og
Mennesker, thi tav han, fortørnede han Gud, og talte han,
fortørnede han Mennesker. Det måtte nemlig vække Guds
Mishag, hvis han ikke udpegede den, som han vidste var
bedst skikket til dette Embede; hvis han derimod nævnede
den Mand, der kunde varetage Embedet, og som ikke blot
anden Steds havde forestået et Bispedømme med Ære, men
også jævnlig påtaget sig andre vanskelige Hverv i
Fædrelandets Tjeneste, vilde han krænke en god Ven og
Frænde, som han ikke tvivlede om vilde synes ilde om, at
Embedet blev ham tilbudt. Alle tænkte sig nu vel, hvem han
sigtede til, men de råbte alligevel, at han skulde nævne ham
rent ud. "Så udnævner jeg da min Frænde Roskildebispen,
som er eder alle velbekjendt", sagde han da. Adskillige råbte
højt og lydelig, at derved varetog han Kirkens Tarv vel, men
så rejste Absalon sig og sagde, at den Byrde var for tung for
hans Skuldre; intet skulde formå ham til at forlade den
Kirke, som han havde overtaget i Danmarks svare
Trængselstid, som han ved Anstrængelse af alle sine
Kræfter, både Sjælens og Legemets, havde ført frem til gode
og lykkelige Kår, og som han ikke blot med Våbenmagt
havde befriet for udvortes Fjender, men hvis gamle
nedarvede Fattigdom han havde forvandlet til Velstand. Så
bebrejdede Eskil dem, hvem det tilkom at afgjøre Valget. at
de tav og betænkte sig, og spurgte dem, hvem de vilde
-900-