Page 917 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Femtende Bog
Valdemar Den Store fortsat
Kongen havde endnu ikke fået tilstrækkelig Hævn over de
Røvere, der havde taget, hvad hans var, og han besluttede
derfor at foretage et nyt Tog til Venden. Nørrejyderne lod
han blive hjemme, men Sønderjyderne skulde med. Disse
blev overfaldne af så voldsom en Storm, at den gjæve og
gode Biskop Frederik af Slesvig, da han for fulde Sejl
stævnede frem i det forrygende Vejr, fik Roret revet af sit
Skib og druknede med næsten alle sine Folk. Dette vakte
stor Sorg på hele Flåden, så meget mere, som man, skjønt
det gik let nok med at finde Ligene af hans Folk, ikke kunde
finde hans, hvor ivrig man end søgte efter det. Først
Pinsedag drev det op på Sjællands Kyst, og det hverken
lugtede ilde eller så' fælt ud, thi det var slet ikke gået i
Forrådnelse, hvilket jeg skulde tro var et guddommeligt
Vidnesbyrd om Mandens Hellighed, og ikke mindre Ære var
det værd, at han forgjæves lod sig søge af sine Venner og
just vilde forherlige den hellige Pinsedag, som han altid
havde plejet at fejre som sin kjæreste Højtid, ved at lade sit
Lig finde på den. Absalon sørgede inderligt over ham, thi
det var en Hjærtensven, han dèr havde mistet.
Kongen mødte Flåden ved Falster, sammenkaldte
Høvdingerne og sagde, at han havde besluttet, at han ikke
selv vilde gå imod Fjendens store Stridsmagt med så få
Folk, thi gjorde han det, kunde han vel nok indlægge sig
størst Ære derved, men han kunde også få den største Skam
deraf. Han vilde derfor hellere betro Anførselen på dette
Togt til Absalon og sin Søn Knud, thi hvis de kom godt
-911-