Henrik og opbød Rygboerne til Leding, fordi de var
stedkjendte i Fjendens Land. Derpå lagde han ind igjennem
Swinemünde og brændte Julin, som Indbyggerne havde
forladt. Henrik belejrede imedens Demmin. Da han
skjønnede, at den var vanskelig at tage med Storm, afledede
han Floden, der løb imellem den og hans Lejr, så den kom
til at løbe længere borte fra Byen, men derved gjorde han
det betydelig lettere for Fjenderne at forsvare Byen fra
Murene, så i Steden for at svække dens Modstandskraft
styrkede han den, og som Følge heraf måtte han om
Efteråret med Skam opgive Belejringen efter at have drevet
på den hele Sommeren igjennem. Efter at han var draget
bort, udbrød der ved et Tilfælde Ild i Byen, så Skæbnen
udrettede på egen Hånd, hvad den ikke havde undt
Sachserne; Danskerne så' den mildere til, de fik Held til at
afbrænde Gutzkow, hvis Indbyggere magtesløse og med
Angst og Bæven måtte fly ud til et Sted, der var helt
omgivet af Moser. Dette fik Absalon imidlertid at vide af en
Fange, der var bleven greben tillige med sin yngre Broder
samt Kone og Børn, og han spurgte ham derfor, om han
havde Lyst til at kjøbe sin og sine nærmestes Frihed ved at
røbe sine Bysbørns Skjulested. Det Tilbud greb Fangen med
Begjærlighed, og lovede, at han selv vilde omringe Mosen,
de skulde angribe, med Landtropperne, og at hans Broder
skulde vise Skibsfolkene Vej, så at Venderne vilde blive
afskårne fra at flygte både til Lands og til Vands og slet
ingen Udvej have. Imellem den Mose, hvor de var, og den
anden var der en smal Å, som kun var farbar for Småskibe.
Da Absalon sejlede op ad den, lod Venderen, som om han
var faret vild, men Absalon truede ham til at vise dem den
rette Vej, og da han åbenbart pønsede på at springe over
Bord, bød han, at der skulde kastes en Strikke om Halsen på
ham. Mange af Venderne faldt i Hænderne på ham, medens
de søgte at slippe bort i deres Både. Kvæget, de havde
drevet ud imellem Mosen og Havet, tog Sjællandsfarerne,
-906-