begjærlig have taget imod et så højt gejstligt Embede. Niels,
som var Roskildekannikernes Ældste, var nu heller ikke sen
med at påberåbe sig Paven i Anledning af den Vold, der blev
øvet imod hans Biskop. Det blev Eskil noget urolig over,
men han sagde, at de, der vilde have Absalon valgt, kunde
stole på, at han selv vilde stå på deres Side, og så skulde
Absalon nok få at mærke, hvem af dem der havde mest at
sige i Rom. Derpå blev der holdt Messe. Da den var til
Ende, bød Eskil Absalon lyse Velsignelsen, idet han håbede
på den Måde at få ham til at godkjende Valget; selv kunde
han ikke gjøre det, sagde han, eftersom han ikke længer
kunde befatte sig med noget, der hørte Bispeembedet til.
Hertil svarede Absalon, at skjønt han havde nedlagt
Bispeværdigheden, havde han som pavelig Legat Ret til at
lyse Velsignelsen og burde ikke overlade et Hverv, der
tilkom den øverste, til Folk af ringere Værdighed. Således
nødte Absalon i sin Beskedenhed den gamle Mand, der var
opsat på at få sit Ønske sat igjennem, til at huske på den
Værdighed, han havde glemt. Så søgte Eskil ved at ydmyge
sig på en anden Måde at få Bugt med hans stadige Vægring.
Han kaldte ham nemlig ind i sit Sovekammer, og da han
ikke kunde bevæge ham ved sine Bønner, kastede han sig på
Knæ for ham og begyndte at bønfalde ham med grædende
Tårer. Da han heller ingen Vegne kom på den Måde, fandt
han på et tredje Middel for at lokke ham til at gjøre hans
Vilje og tage imod Valget, så det er ikke let at afgjøre, hvem
af dem der var den ihærdigste, han, som blev ved med at
nøde, eller han, som blev ved med at stå imod. Han sendte
nemlig sine Ryttere, der både var talrige og statelige, til
ham, for at de skulde sværge ham Troskab, men den
Hylding vilde Absalon ikke tage imod, han var ganske
uværdig til at have Folk som dem i sin Tjeneste, sagde han.
Da Eskil omsider mærkede, at han ikke på nogen Måde
kunde få Bugt med hans Standhaftighed, førte han ham ind i
et hemmeligt Aflukke i Forhallen for at vise ham de Skatte,
-902-