Page 909 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

han havde besluttet at efterlade Kirken, og begyndte
indtrængende at opfordre ham til i alt Fald at værdige dem
et Øjekast, men som han havde modstået de tidligere
Fristelser, foragtede han også ganske denne, så han, som
ikke havde ladet sig lokke af Hæder og Ære, bukkede heller
ikke under for Havesygens Fristelse. Så blev Eskil
tilsyneladende meget vred og sagde, at så vilde han efterlade
ham mindre, end han havde tænkt, både til eget og til
kirkeligt Brug, og så kunde han takke sin tåbelige Stædighed
derfor. Derpå forærede han Kongen et Guldbæger og
Absalon et lignende, og også alle sine andre Venner gav han
Gaver, for at man i hans Fædreland skulde mindes hans
store Rundhåndethed. Han blev nu slagen med Svaghed i
alle Lemmer, og til sidst fik han et Sted på Kroppen den
Syge, der kaldes Helvedesild, og som om det var en Straf fra
Himlen, der var kommen over ham, skyndte han sig nu at
rejse bort. Da han var draget bort fra Skåne, modtog
Absalon ham som Gjæst på sin Borg, og da han hørte den
gamle Mand klage over, at han frøs sådan om Fødderne, at
han ikke kunde sove om Natten, anbragte han en hed
Mursten i en lille Kasse med mange Huller i og lagde den
ved Fødderne, og det varmede den forfrosne Olding således,
at han igjen kunde sove. Eskil var så meget gladere over
dette Middel, som det mere skyldtes kjærlig Omtanke end
Lægekunst. Absalon førte ham selv på sit eget Skib over til
Slesvig, og da han vilde forære ham en Sølvskål, afslog
Eskil Gaven og sagde, at nu havde han ikke længer Brug for
sådanne kostbare Kar. Da han mødte Kongen på Slesvig
Bro, blev han så afmægtig, at de fleste troede, han var død.
Omsider kom han dog til sig selv igjen og blev i en Båd sat
over Fjorden, hvorpå han kjærlig kyssede de
tilstedeværende, og grædende blev han, omgiven af sine
grædende Venner, sat op i en Vogn, som Absalon havde
skaffet til Veje, og hvori han kunde sidde blødt, thi ride
kunde han ikke længer. Venneskaren fulgte med Tårer i
-903-