kunde få Bugt med Danskerne, der var lige så hurtige som
modige, besluttede de sig til at kjøbe sig Fred ved at tiltinge
sig deres Venskab, hvis Våben de ikke kunde stå sig imod.
De holdt da et Møde med dem og erkjendte dem for deres
Overmænd, ja lod endogså, som om de ikke regnede den
Skade, der var bleven tilføjet deres Land, for værd at tale
om, og vilde drage bort til den store pommerske Ørken og
søge sig ny Bosteder dèr. Da Niels Falstring hørte det, gav
han sig til at le og sagde, at de kun dårligt sørgede for deres
Fædrelands Tarv, når de således lod sig jage hid og did af
deres Naboer og tvinge til at afstå en Del af det til
Danskerne og en anden til Polakkerne. Efter således at være
bleven mindede om, at de burde tænke på, hvad der bådede
deres Fædreland, lovede de Absalon, som den, der rådede
for Togtet, hundrede Mark Sølv og Knud lige så meget,
hvorhos de Sendemænd, de havde taget til Fange, skulde
sættes på fri Fod og Kongen have to Tusind Mark Sølv i
Erstatning for, hvad de havde røvet. Dette vilde Absalon
ikke strax svare på; han tog Høvidsmændene til Side og
sagde, at de Vilkår, Fjenden tilbød, vilde det være til Skade
for Fædrelandet at tage imod, selv om man fandt Behag i
dem, og at det var mere tjenligt end behageligt at forkaste
dem. At skaffe Kongen Penge, Landsens Folk Fred og
Fangerne Frigivelse kunde ganske vist se tiltalende nok ud,
men om det var til Gavn, var et andet Spørgsmål; derimod
var der ingen Tvivl om, at det vilde være i højeste Grad
fordelagtigt at forkaste dem og fortsætte Krigen. Vendernes
Kræfter var allerede i den Grad medtagne, at de vilde blive
nødte til at overgive sig, i Fald de ikke fik Fred. Han vilde
nu overlade til sine Høvidsmænd at afgjøre, om der skulde
være Krig eller Fred, for at det ikke skulde se ud, som om
han dumdristig fulgte sit eget Hoved uden at ænse andres
Mening. De svarede, at man burde vælge det, som Folk
vilde synes bedst om, og denne sine Stalbrødres Mening
måtte Absalon altså rette sig efter. Han bød da Esbern sejle i
-913-