Page 914 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

dyb Flod hindrede ham i at komme frem, og han fik også at
vide, at der var andre Vanskeligheder. Han vendte sig derfor
til Egnen om Camin, hvor han mere plyndrede Landet end
indlod sig på at storme Fæstningsværker, thi han angreb blot
Camin på Skrømt og tog nogle Skibe for at føre det tagne
Kvæg bort på dem. Der var så fuldt op af Kvæg, og det var
så let at få Tilførsel, at han dér fik Kjød nok til hele Hæren i
to Måneder. Derpå skikkede han Sendemænd til Henrik og
bød ham nu holde inde med Krigen; han var da just ved
skyndsomst at ophæve den Belejring, han forgjæves havde
drevet på så længe. Da Kongen fik den Besked, angreb han
hele den mellemliggende Egn med Ild og Sværd og hærjede
den på det grummeste, til han kom til Volgast. Da
Volgasterne og deres Høvidsmand Zulister så' Danskerne
komme, begyndte de at bryde den yderste Ende af Broen af
for at hindre dem i at trænge ind i Byen over den. Nogle
enkelte af Danskerne nåede imidlertid ved deres Stalbrødres
Hjælp over Stumperne ind på Broen, men Fjenderne gjorde
Udfald fra Byen, og da de var for få til at kunne stå sig, veg
de alle tilbage med Undtagelse af Absalons Våbendrager
Hemming; han var kun let rustet, men han var altid med,
hvor det gik hårdest til, og rede til at styrte sig ind i enhver
Fare. Da han trak sig lidt tilbage for de fremtrængende
Fjender, fik han det lange Slagsværd, han var omgjordet
med, imellem Benene og faldt, men det Fald fik han mere
Ære end Fortræd af, thi skjønt Fjendernes Spyd regnede ned
over ham, skjærmede Lykken ham bedre, end hans Skjold
formåede; det varede ikke længe, førend han fik rejst sig op
på Knæene, og så fik han draget sit Sværd og hug de
nærmeste Fjender i Benene med det. Da de for en Stund
måtte trække sig tilbage, sprang han op, og da hans
Stalbrødre omsider skammede sig, tog Mod til sig og kom
ham til Undsætning, nødte han Fjenderne til at trække sig
tilbage til Byen. Da han vendte tilbage til Danskerne, vakte
det stor Forundring, at han var fuldstændig uskadt, så man
-908-