Page 911 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

kom for Kongen og blev udspurgt om det Budskab, han
havde overbragt, nægtede han først længe det hele, men
røbede så omsider af Frygt for Pinebænken den
Hemmelighed, der var ham betroet, og tilstod, at han i
Steden for Brev havde et Stykke Træ hos sig, hvis
tilsvarende anden Halvdel Knud og Karl havde, således som
det i Danmark er Skik mellem Venner, når de ikke vil sende
deres Segl. Kongen nøjedes med at lade ham lægge i
Lænker og gav Absalon ham i Forvaring. Derpå lod han sin
Staldmester Niels tage de fynske Krigsfolk med og gribe
Magnus, fordi han nu igjen havde gjort sig skyldig i
Forræderi imod ham og havde fortjent Straf for sin
Troløshed. Han blev midt om Natten omringet i sit
Sovekammer, og i den Grad glemte han sin fordums
Tapperhed, at han søgte at bjærge Livet ved at krybe i Skjul
i Steden for at værge sig; han blev funden bag Tjeldingen og
trukket frem, så det er ikke godt at sige, om han var mest at
ynke, da han blev tagen til Fange på så forsmædelig en
Måde, eller da han var bleven fangen. Da han blev ført frem
for Kongen og udspurgt om sit forræderske Anslag, nægtede
han sig en Stund skyldig i det, han beskyldtes for, men da
hans fangne Sendebuds Vidnesbyrd fældede ham, og han
ikke længer kunde fremture i sin Løgn, tilstod han sin
Brøde. Om Skam eller Frygt for Straf har pint ham mest,
skal jeg ikke kunne sige. Kongen sendte ham til Søborghus
og satte Thorbern til at passe på ham, thi han vilde hellere
straffe ham med Fængsel end med Døden.
I de samme Dage plyndrede vendiske Sørøvere Valdemars
Sendemænd og opsnappede et Skib, der var ladet med Gaver
til ham fra hans Svigerfader. Han sendte Bud til dem, at de
skulde give det tilbage, men de svarede ham overmodigt.
Den Tort blev Valdemar, som rimeligt var, opbragt over, og
for at hævne sig søgte han derfor Forbund med Hertug
-905-