at forsvare dens Frihed, der nu så at sige havde lidt Skibbrud
og var ved at gå til Grunde. Hertil svarede en af Almuen, at
den blot blev holdt for Nar, og at Absalon og Stormændene,
som plejede at udsuge Menigmand, med fuldt Overlæg holdt
sig borte fra Tinget, og det gav alle ham med Råben og
Skrigen Ret i, hvorpå hele Hoben brød op med stort Bulder
og Gny og fuldt væbnet steg til Hest for at angribe Absalons
Gård. Lidet tænkte de på, hvor tit de havde nydt godt af hans
Gavmildhed i det Hus, de nu vilde angribe. For at melde
Absalon dette begav de yngste af Sendemændene sig nu
hurtig af Sted til Søfdø, idet de snildelig undgik Pilene, der
haglede ned over dem fra alle Sider. Absalons Krigsfolk
blev såre forfærdede, da de fik Nys om, hvorledes Sagerne
stod, og så' sig om efter Midler til at forsvare sig med; nogle
drev Hestene sammen, der gik løse på Engene, andre
samlede alle de Vogne, de kunde få fat på, og spærrede med
dem Vadestedet over til Øen, som Absalon senere lod
befæste med en Teglstensmur, atter andre sankede
Kastesten. De ældre rådede til, at man enten skulde belave
sig på en Belejring eller efter at have giort det af med de
første, der angreb dem, drage bort, inden den store
Bondehær kom, som de ikke kunde stå sig imod. Absalon
sagde imidlertid, at intet af disse Råd kunde han gå ind på,
thi til at udholde en Belejring havde han ikke Levnedsmidler
nok, og desuden måtte han ikke glemme, at han mere burde
være en Fader for disse Mennesker end en Røver. Han var
kommen for at stifte Fred, og den vilde han ikke besmitte
med Menneskeblod; han vilde optræde som en from Hyrde
og ikke som en grum Drabsmand. Han foretrak derfor, at de
første, der angreb, blev adsplittede, uden at der tilføjedes
dem nogen Fortræd eller anrettedes nogen Blodsudgydelse;
det vilde være dem en let Sag at jage dem på Flugt, da de
ikke havde nogen ordentlig Ledelse at stole på. Han forbød
derpå sine Krigsfolk at tilføje nogen af Folkehoben nogen
Overlast, og den første Skare, der kom og satte sig fast på en
-920-
1...,916,917,918,919,920,921,922,923,924,925 927,928,929,930,931,932,933,934,935,936,...976