eller fordi de ikke vidste bedre Råd, vil jeg overlade til dem
at dømme om, som ikke skyr den Ulejlighed at læse,
hvorledes de senere bar sig ad. Absalon svarede, at så var
det dog hæderligere for ham at trække sig tilbage til sin
Borg på Sjælland, han var ikke vant til at krybe i Skjul.
Noget så forsmædeligt vilde han ikke indlade sig på, og han
sejlede derfor bort på et Skib, Thord skaffede ham; han
holdt nemlig for, at for en Mand, der vidste med sig selv, at
han ved sine store Bedrifter havde vundet sig et strålende
Ry, sømmede det sig ilde at krybe i et Musehul.
Da han var kommen over på Sjælland, fik han fra Valdemar,
der holdt Jagt på Samsø, Brev og Bud om at begive sig did,
for at de kunde rådslå om vigtige Sager Riget angående.
Efter at han dèr tillige med Sune og Esbern tilbørligt havde
drøftet de Sager, Kongen forelagde dem, fortalte han
omsider om Oprøret i Skåne og betænkte sig således ikke på
selv at være den første, der bragte ham Tidende om de
Uroligheder, han havde været udsat for. Kongen blev
opbragt og truede med at straffe Oprørerne, men Absalon fik
ham ved sine Overtalelser således formildet, at han opgav
dette Forsæt og opsatte sin Hævn, til han fik talt med
Skåningernes Høvdinger, som han i al Venlighed lod stævne
til sig, og da de var på Vejen til ham over til Fyn, undlod
Absalon ikke at behandle dem med al mulig
Forekommenhed. Da de imidlertid opfordrede ham til at
bede Kongen om at afskedige Saxe, Åge, Sune og Esbern,
der ikke havde hjemme i Skåne, fra deres Bestillinger dèr,
og sagde, at Oprøret, som kun skyldtes deres overmodige
Adfærd, strax vilde høre op, så snart han satte indfødte til
Styret i Steden for Udlændinge, svarede han, at de misundte
Kongen hans Myndighed og vilde betage ham hans Frihed
til at bortgive Lenene, til hvem han vilde. Hellere end ved så
lumsk en Begjæring at søge at berøve Kronen en Ret, den
-922-
1...,918,919,920,921,922,923,924,925,926,927 929,930,931,932,933,934,935,936,937,938,...976