havde været i Besiddelse af i så mange Århundreder, vilde
han udsætte sig for Almuens Raseri. Herpå gav Skåningerne
ham et utilbørligt overmodigt Svar og truede ham med, at så
skulde også hele Oprørets Raseri komme til at gå ud over
ham. Da Kongen spurgte dem, hvorledes han bedst kunde
berolige Skåningerne, svarede de, at når blot han skrev et
Brev til dem, hvori han med et vist Mådehold gav dem både
gode og onde Ord, vilde det være nok til at gjøre Ende på
Oprøret. Efter deres Tilskyndelse skrev Kongen da et Brev
fuldt af Trusler til den skånske Almue, hvilket ikke bidrog
lidet til yderligere at puste deres Raseri op i Flammer.
Bønderne blev nemlig opbragte over, at han brugte så
hvasse Ord til dem, og gav deres Harme over denne skarpe
Skrivemåde Luft ved højtidelig at ophæve alle kongelige
Skatter, vægre sig ved at betale Bispetiende samt give
Præsterne Lov til at gifte sig. Ærkebiskoppen havde de slet
ingen Brug for, erklærede de; Præsterne kunde godt besørge
hele Kirketjenesten, så de fo'r lige galent frem både i
gejstlige og verdslige Sager og føjede til den Foragt, de viste
Kongemagten, også Foragt for Religionen.
Da Kongen mærkede, at han ingen Vegne kom med Trusler,
besluttede han at bruge Våbenmagt, og da Høsten var til
Ende, samlede han en Mængde Skibe til at føre Krigsfolk
over på og begav sig over til Helsingborg tillige med
Absalon, som han havde befalet at være blandt de sidste, der
lagde til Land. En stor Del Almuesfolk, der var samlede dèr
i Anledning af Fiskeriet og havde opført en Mængde Hytter
på Strandbredden, blev, da de fik Øje på Absalon, så
optændte af Had til ham, at de satte Hensynet til deres
Erhverv til Side og kastede Sten på hans Skib, da det lagde
ind til Land, idet de rent glemte, at den Mand, som de nu
vilde fordrive fra Skåne, kunde alle Danske takke for, at de
trygt kunde bo, hvor det skulde være i hele Riget. En Del af
-923-