Page 930 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Almuen viste Kongen den store Ringeagt at forlade Tinget
for at styrte ned til Stranden og være med til at modtage
Ærkebiskoppen på denne utilbørlige Måde. O, I
utaknemmelige Skåninger, som i eders rasende Letsindighed
ikke skammer jer ved at byde den, der har gjort jer så meget
godt, Skam til Tak! Henrevne af det utilbørligste Raseri
søger I at holde eders Hyrde og Fader borte fra eders Land,
ham, som I kan takke for, at I nu, efter så tit at have været
hjemsøgte af Sørøvernes Grusomhed, trygt kan sejle vidt og
bredt, hvorhen I vil! Ham, hvis Tapperhed I skylder, at I selv
i sin Tid ikke er blevne forjagne fra eders Kyster, ham
formener I nu at lande på dem! Lad dog af med så grovelig
at forsynde jer imod denne udmærkede og retsindige Mand,
der har gjort sig så fortjent af jer, og skynd jer ved Anger at
gjøre godt igjen, hvad I ved eders ubillige Miskjendelse har
forbrudt imod ham!
Kongen kunde nu heller ikke længer tålmodig finde sig i
deres skammelige Frækhed, men blev så forbitret, at han
råbte på Heste og Våben. Biskop Svend af Århus slog
imidlertid sine Arme om ham og besvor ham ikke at fare
frem med Hårdhed imod Almuen - om det var Frygt eller
Kjærlighed, der gjorde ham så dristig, skal jeg lade være
usagt. De varme Følelser, Kongen bestandig nærede for
Absalon. bevirkede dog, at han tog mere Hensyn til den
Fare, hans Ven var stedt i, end til Bispens Bønner. Så snart
Kongen kom ned til Stranden, stillede de, der havde
angrebet Skibet, sig ganske uskyldige an, gik ind i deres
Hytter og lod Absalon gå i Land. Her havde Kongen en
Sammenkomst med en Del af den skånske Adel og Absalon
med en anden. De af Skåningerne, som Kongen rådførte sig
med, om hvad der var at gjøre for at dæmpe Oprøret, rådede
ham til at afsætte Absalon og de andre fremmede, der var
satte i Spidsen for Landets Styrelse; intet vilde hjælpe mere
-924-