Page 932 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

skulde svigte ham, de havde forpligtet sig til at tjene. Med
stor Hjærtesorg skiltes de derfor fra Absalon og sluttede sig
til Kongens Følge.
Kongen holdt nu forskjellige Tingmøder med Almuen, hvor
det så' sort nok ud, thi den mødte alle Vegne frem i fuld
Rustning for således tydelig at lægge for Dagen, hvad den
bar i sit Skjold. Hver Dag fremkom den med nye falske
Beskyldninger imod Absalon, hvilket Jyderne hemmelig
roste den for, så de lovpriste, hvad de burde have straffet
med Våben i Hånd, og ved denne skammelige Slesken
bidrog de mægtig til, at Oprøret yderligere blussede op. Da
Levnedsmidlerne slap op, udvalgte Kongen, inden han
forlod Skåne, nogle af Almuen for at få Stridighederne med
Absalon bilagte og satte så over til Helsingør. Her mødte
Absalon omsider frem for Kongen, beviste med
mangfoldige Vidnesbyrd sin Uskyldighed i det, man lagde
ham til Last, og gjendrev alle de Løgne, der var blevne sagte
ham på i hans Fraværelse, med så mange og gode Grunde, at
hans Anklagere blev nødte til at tilstå, at de havde Uret, og
bede ham om Forladelse og i Steden for at anklage ham
måtte ære og berømme ham. Hans Veltalenhed vakte også så
stor Beundring hos alle, at adskillige af de tilstedeværende
sagde, at han havde talt som en Gud. De skånske
Sendemænd drog imidlertid bort med den Erklæring, at de
måtte henskyde det hele til deres Landsmænds Afgjørelse,
thi de havde ingen Ret til at indgå på noget Forlig uden
deres Samtykke.
De skånske Sendemænd opfordrede ærlig og redelig deres
Landsmænd til at lade deres galne Oprør fare, men det vilde
de ikke høre noget om, de vilde hverken betale deres
Bispetiende eller i nogen Måde yde Kirken, hvad der rettelig
-926-