til at stille Almuens Raseri, end om de kom bort, sagde de,
thi dette var ingenlunde rettet imod Kongen, men skyldtes
udelukkende de fremmedes onde Gjerninger. De jydske
Adelsmænd var af samme Mening. Man antager, at Grunden
til, at de ønskede at få Absalon af Vejen, dels var deres Had
til Tienden, som nylig var bleven fastslået for Skånes og
Sjællands Vedkommende, dels den Frygt, de betoges af ved
Tanken om Slaget ved Fodevig. Hans egne Krigsfolk var
imidlertid af en hæderligere Tænkemåde og vilde ikke høre
Tale om, at han skulde bort; de havde endnu så mange
Venner og Frænder og kunde stille så mange våbenføre
Mænd, sagde de, at de nok håbede, selv uden Bistand af
Kongens Krigsfolk, at være i Stand til at føre deres Herre
frank og fri omkring i hele Skåne, om Almuen så var aldrig
så fjendtlig sindet og gjorde nok så megen Modstand. For at
skaffe Almuen Fred tog Kongen imidlertid mere Hensyn til
Jydernes fejge Forestillinger end til de andres mandige Tale.
Han kaldte Absalon til sig i Enrum og mindede ham om,
hvor enige de altid havde været, og at de aldrig havde stået
så stivt og stridig hver på sin Mening, at den ene jo ikke
altid til sidst havde lempet sig efter den anden. Nu bad han
ham om at opgive sin Beslutning om at drage videre om i
Skåne og ikke anse det for en Skam at vende tilbage til
Sjælland, men for en Gangs Skyld lægge mere Vægt på,
hvad der var nyttigt, end på hvad der tog sig anseligt ud.
Hertil svarede Absalon, at han heller ikke denne Gang vilde
undslå sig for at lyde Kongen, som han plejede, og følge
hans Råd, skjønt han var ganske på det rene med, at der, når
han drog bort, vilde blive sagt en Mængde skammelige
Løgne om ham. Kongen takkede ham mange Gange for hans
store Føjelighed og bad, om han måtte beholde hans Ryttere
i sit Følge. Herover gav disse, som omfattede Absalon med
den største Troskab og Kjærlighed, sig bitterlig til at græde
og sagde, at det var en evig Skam og Skjændsel, at de, ikke
som Følge af egen, men af andres Fejghed, skammelig
-925-