Page 934 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

for den Standhaftighed, det havde lagt for Dagen. Så lidet
ænsede Almuen imidlertid den Godhed, han viste den, at
den åbenlyst vedblev med at plyndre både Kongens og
Ærkebiskoppens Drabanters Huse.
Da det lakkede ad Fastetiden, drog Kongen over til Skåne
ved Helsingborg, og denne Gang havde han kun sine
sjællandske Krigsfolk med; Jyderne og Fynboerne lod han
blive tilbage, fordi det ærgrede ham. at de forrige Gang
havde pustet til Ilden. Absalon begav sig skyndsomst til
Lund for som Ærkebiskop at indvie Salvingsolien, og efter
at have tilbragt nogle Dage dèr sammen med Kongen begav
han sig ud på Landet i Nærheden af Byen. Da det rygtedes,
lod Nørreskåningerne og Hallænderne, som de har for Skik,
Budstikken gå rundt, opbød til Krig under Påskud af, at det
gjaldt om at værne om deres Frihed, og fik på den Måde
samlet en hel Hær, der var så rasende, at den hastede efter at
komme til at slås med Kongen og bildte sig ind, at det ingen
Sag var at give sig i Kast med hele Rigets Styrke. Kongen,
som kom fra den søndre Del at Landet, mødte Bondehæren
ved Dysieåbro, og da Absalon bad ham om hellere at bruge
Knipler end Våben imod dem, svarede han, at han sloges
med Mænd og ikke med Hunde. Det var altså ikke Vrede
eller Hidsighed, der drev ham, men hans store Klogskab fik
ham til at fare frem med en Grumhed, han ellers afskyede,
til foreløbig at aflægge sin medfødte Mildhed og give sig
Skin af at være grusom for at kue den overmodige Almue og
indjage andre Skræk for at indlade sig på sådanne
dumdristige Foretagender. Slaget stod på Broen, som begge
Hære søgte at komme først over. Kampens Udfald var længe
tvivlsomt, thi Bønderne sloges med stor Tapperhed, men
omsider kom Absalons Ryttere over et Vadested, Bønderne
ikke kjendte, og så var Sejren strax vunden. Mange af
Bønderne måtte bide i Græsset, idet de omkom i Floden,
-928-