Page 936 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

på alt, kun Tienden vægrede den sig hårdnakket ved at
betale, og intet lå derfor Kongen mere på Sinde end at få
Absalon til at give Afkald på den; han burde vogte sig vel,
sagde han, for at det ikke skulde gå ham som i sin Tid Kong
Knud i Odense, da han søgte at indføre Tienden. Absalon
anså det imidlertid både for uhæderligt og ugudeligt at gjøre
Skår i Kirkens Rettigheder og vægrede sig standhaftig
derved. Selv om Kongen holdt med Almuen, sagde han,
skulde det ikke afholde ham fra at blive ved at kræve den for
den Tiende, det var dens Skyldighed at udrede, uden at
opfordre nogen til at dele den Fare med ham, som han
udsatte sig for derved. Det sikreste for Kongen var derfor at
tie stille, for at han ikke ved at støtte Kirken skulde pådrage
sig Almuens Had. Kongen ærede i sit Hjærte Absalons lige
så retfærdige som modige Standhaftighed, og da han
mærkede, at han ikke vilde opgive Tienden, bad han ham
om at vente med at inddrive den, så kunde man måske
senere opnå med Lempe, hvad man ikke kunde tiltvinge sig
med Våbenmagt. Denne hans Anmodning gik Absalon ind
på, men han erklærede derhos, at han ikke vilde gjøre Brug
af de Indtægter, der tidligere havde været tillagt Bisperne i
Steden for Tienden, for at det ikke skulde få Udseende af, at
han gav Afkald på sin lovlige Ret til denne. Det Mådehold,
Absalon lagde for Dagen ved at give dette Løfte, gjorde
Ende på Oprøret.
Efter at dette havde tildraget sig, lagde Kejseren sin
Snedighed for Dagen ved den Måde, hvorpå han førte sin
Krig med Hertug Henrik af Sachsen, thi han håbede ikke
mindre at få Bugt med ham ved List end ved Våbenmagt.
Især åbenbarede han sin Underfundighed over for Valdemar,
som han sikkert troede vilde hjælpe Hertugen. Han skikkede
nemlig Sendemænd til Kongen og begjærede en af hans
Døtre til Ægte for hver af sine to Sønner, af hvilke den ene
-930-