Page 954 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

klogere, end at han kun alt for villig lånte Øre til Kejserens
Opfordring, men da han ikke åbenlyst turde erklære
Danmark Krig, søgte han først Påskud til at komme i Strid
med sin Morbroder Jarimar, Statholderen på Rygen, og
foretrak således Kejserens Tjeneste for Hensynet til, hvad
han var sin nære Frænde skyldig. Da Knud fik Nys herom af
Jarimar, sendte han strax Bud til Bugislav med Forespørgsel
om, hvad Grunden var til, at han således pludselig brød
Freden. Bugislav svarede, at han ikke tænkte på
Fjendtligheder imod Kongen eller Danmark, men blot vilde
hævne sig for, hvad Jarimar havde forbrudt sig imod ham,
hvorhos han bad om, at den Uenighed, der var imellem dem,
måtte hlive forelagt Kongen af Sendemænd fra begge Parter,
for at han kunde dømme dem imellem, så vilde han
imidlertid lade Våbnene hvile; han vilde meget gjærne have,
at Kongen skulde stifte Fred imellem dem, sagde han, og
søgte i det hele taget ved fagre Ord at give det Udseende af,
at han mente det ganske ærlig. Kongen, som ikke anede, at
han pønsede på Svig, berammede Tid og Sted, for at han
kunde dømme i Sagen, og på Samsø, hvortil han havde
stævnet en stor Del af Rigens Adel, ikke blot for at drøfte
denne Sag, men også for at få Rigets verdslige Love
forbedrede, modtog han begge Parters Sendemænd. De
forebragte, hvad de hver for sig havde at sige, men da
Beskyldningerne imod Jarimar mere syntes at være løs Snak
end grundede på Sandhed, og Sagen ikke kunde optages til
Doms, fordi de pågjældende selv ikke var til Stede, lovede
og besvor Bugislavs Sendemænd af egen Drift, at deres
Herre skulde give Møde, så snart det måtte behage Kongen.
Sendemændene var således ikke mindre snedige og opsatte
på at føre Kongen bag Lyset end han, som havde udsendt
dem, og Kongen var da også troskyldig og uforsigtig nok til
at fæste Lid til deres Løfter, hævede strax Mødet og begav
sig over til Jylland.
-948-