Page 150 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

et sådant Stenhjærte, at ikke Medfølelse med mine Lidelser
må smelte det og Medynk med mine Gjenvordigheder gjøre
det blødt? I må have Medlidenhed med eders egen
Fostersøn, I må røres over mine Ulykker, alle I, som ikke
har besmittet eders Hænder med Hardvendels Drab.
Forbarm eder også over min ulykkelige Moder, og glæd
eder over, at eders fordums Dronnings Vanære er udslettet,
hun, som tog sin Husbonds Broder og Morder i Favn og
blev tvungen til at give sit Legeme til Pris for en dobbelt
Skjændsel. For at dølge den Hævn, jeg pønsede på, måtte
jeg skjule min Forstand, jeg var ikke virkelig vanvittig, men
stillede mig kun så an. Under en påtagen Forryktheds Skin
arbejdede min Forstand på store Planer. Om den har udrettet
noget, om jeg nu endelig har nået Målet, må I afgjøre, jeg
overlader til eder at dømme i denne vigtige Sag. Træd
Brodermorderens Aske under Fødder, vis eders Foragt for
den Mands jordiske Levninger, som besudlede sin myrdede
Broders Hustru og bedrev Utugt med hende, som forbrød sig
imod sin Herre og Konge og skammelig forrådte ham, som
påførte eder det hårdeste Voldsherredømme, berøvede eder
Friheden og føjede Blodskam til Brodermord. Mig, der har
fuldbyrdet en så retfærdig Straf, mig, der har arbejdet på en
Guderne så velbehagelig Hævn, bør I modtage med ædelt
Sind, yde mig den Hyldest, der tilkommer mig, og styrke
mig ved at se på mig med milde Øjne. Jeg har aftvættet
Fædrelandets Skam, jeg har udslettet min Moders
Skjændsel, jeg har omstyrtet Voldsherredømmet, jeg har
fældet Brodermorderen, jeg har undgået min Farbroders
lumske Efterstræbelser ved at sætte List imod List; levede
han endnu, vilde Tallet på hans Forbrydelser voxe fra Dag til
Dag. Jeg sørgede over den Uret, der blev øvet både imod
vort Fædreland og min Fader, og fældede ham, der herskede
grumt over eder og med større Overmod, end det sømmede
sig for Mænd at finde sig i. Påskjøn den Velgjerning, jeg har
vist eder, ær min Forstand og giv mig Riget, i Fald jeg har
-144-