Page 154 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

der ikke havde måttet bøde med Livet for sin Bejlen.
Skjønt det var et farligt Hverv, der blev pålagt ham, vilde
Amlet ikke undslå sig for at påtage sig det, og han gav sig
altså på Rejsen, idet han dels stolede på sine egne Folk, dels
på dem, Kongen af England gav ham med. Da han var
kommen ind over den skotske Grænse og ikke var langt fra
Dronningens Borg, gik han ind på en Eng ved Vejen for at
lade Hestene bede lidt, og da han frydede sig over Stedets
Fagerhed, og en yndig rislende Bæk gav ham Lyst til at
sove, lagde han sig til Hvile efter at have stillet Folk på Post,
som skulde holde Udkig. Da Dronningen fik Nys herom,
sendte hun ti unge Mænd ud for at udspejde, hvem disse
fremmede var, og hvad de havde for. En af dem, som var
snildere end de andre, skuffede Vagtposterne, sneg sig helt
hen til Amlet og listede Skjoldet fra ham, som han havde
lagt under sit Hoved, da han lagde sig til at sove, og så
forsigtig bar han sig ad, at hverken Amlet eller nogen af de
mange andre sovende Mænd vågnede derved, og således
kunde han ikke blot bringe sin Dronning Bud, men også
sikkert Jertegn. Også Brevet, Amlet havde med, listede han
med samme Behændighed op af Buddiken, han forvarede
det i. Da han havde bragt Dronningen disse Ting. så' hun
nøje på Skjoldet og fandt ud af hele Sammenhængen med de
Billeder, der var malede på det, og skjønnede, at dets Ejer,
som hun snart kunde vente Besøg af, var den Mand, som
med så stor Snildhed havde hævnet sin Faders Død. Hun
læste også Brevet, hvori Kongen begjærede hende til Ægte,
og da hun var led ved at gifte sig med en gammel Mand,
men nok havde Lyst til en ung, slettede hun Indholdet ud og
skrev et helt andet Brev fra Kongen af England til hende, så
det så' ud. som han selv havde sat sit Navn og sit Segl under,
hvad hun havde skrevet; det gik ud på, at han bad hende
gifte sig med Overbringeren, og for at Skjoldet kunde tjene
til Bekræftelse på Brevet og Brevet til Forklaring af
-148-