Skjolde.
Kongen af England tog imod dem med kongelig Pragt og
overmåde venlig. Da de sad ved Måltidet, spurgte han ivrig,
om Fenge levede og led vel, og han fik da af sin Svigersøn
at vide, at det var til ingen Nytte at forhøre sig om hans
Helsen, eftersom han var bleven dræbt, og da han så
fremdeles ivrig spurgte om, hvem der var Drabsmanden, fik
han at vide, at den, der meldte hans Død, også havde dræbt
ham. Da Kongen hørte det, blev han målløs af Forbavselse,
thi han vidste med sig selv, at han i sin Tid havde lovet
Fenge at hævne hans Død, de havde nemlig svoret at hævne
hinanden. På den ene Side stod hans Ømhed for Datteren og
hans Kjærlighed til Svigersønnen, på den anden hans
Venskab for Fenge og derhos den dyre Ed, hvormed de
gjensidig hellig havde forpligtet sig, og som det vilde være
en Skjændsel at bryde. Omsider fik Troskaben imod hans Ed
Overtaget, så han ikke ænsede Slægtskabets Bånd, men
besluttede at opfylde sin hellige Pligt på sin Svigersøns
Bekostning. Men da det også ansås for en Skjændsel at
krænke Gjæstevenskabets Love, så' han helst, at en anden
udøvede Hævnen i hans Sted, så at det, skjønt han hemmelig
var Ophavsmand til Dåden, kunde tage sig ud, som om han
var uskyldig. Han skjulte derfor sin Svig og sin Iver efter at
komme ham til Livs under et venligt og elskværdigt Væsen,
og da hans Hustru nylig var død af Sot, bad han Amlet om at
påtage sig en Sendefærd for ham og bejle til en anden på
hans Vegne; han var nemlig så glad over hans ypperlige
Forstand, sagde han. Rejsen gjaldt Skotland, hvor der var en
Dronning, som han var stærkt opsat på at få til Ægte, sagde
han. Sagen var, at han vidste, at hun ikke blot af
Blufærdighed ikke vilde opgive sin Jomfrustand, men også
var så grum og overmodig, at hun ligefrem bar Had til sine
Bejlere og straffede hver den på Livet, der søgte at vinde
hendes Gunst, så at der ikke var én af hendes mange Friere,
-147-